Israelere samler sig i Tel Aviv og venter på frigivelse af gidsler

13. OKT 2025 • 05:23UDLAND

Sidste overlevende gidsler ventes frigivet mandag morgen. Israelere følger med ved storskærm i Tel Aviv.

Israelere forbereder sig tidligt mandag morgen på at tage imod de sidste 20 overlevende gidsler, som militante fra Hamas tog med sig tilbage til Gaza 7. oktober 2023.

Det skriver nyhedsbureauet Associated Press (AP).

En livestream viser ifølge det israelske medie Times of Israel, at hundredvis af mennesker tidligt mandag morgen har samlet sig på pladsen Hostage Square - gidselpladsen - i den centrale del af Tel Aviv.

Her venter de på at fejre frigivelsen af gidslerne.

Frigivelsen vil blive vist på en storskærm, der er blevet opstillet på pladsen, ligesom det har været tilfældet ved tidligere frigivelser, skriver Times of Israel.

En våbenhvile mellem Hamas og Israel trådte fredag klokken 12.00 lokal tid i kraft. Fra da af har den militante bevægelse 72 timer til at løslade de tilbageværende gidsler i Gaza.

Det betyder, at Hamas skal frigive alle tilbageværende gidsler senest klokken 12 lokal tid - 11 dansk tid.

En del af aftalen er også, at Israel skal 250 livstidsfanger og 1700 andre, der blev tilbageholdt i Gaza efter 7. oktober 2023, inklusive alle kvinder og børn.

Det præcise tidspunkt for løsladelsen af gidsler er tidligt mandag morgen ukendt.

Den israelske tv-station Channel 12 rapporterer ifølge Times of Israel, at frigivelsen vil ske over to omgange.

Ifølge tv-stationen vil det første hold blive løsladt fra Khan Younis og andre områder i Gaza klokken otte israelsk tid (klokken syv dansk tid, red.), mens det sidste hold ventes løsladt klokken ti israelsk tid.

Tv-stationen rapporterer tidligt mandag morgen desuden, at nogle israelske familier har fået besked på at begive sig til basen Reim, der ligger ved grænsen til Gaza.

Hostage Square i Tel Aviv er regelmæssigt blevet brugt til demonstrationer og forsamlinger, hvor der er blevet opfordret til løsladelse af gidslerne.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT