Israel sender hundredvis af angreb mod Syrien efter Assads fald
Ifølge overvågningsgruppe har Israel "ødelagt de vigtigste militære steder i Syrien" med en række angreb.
Israel har sendt omkring 250 luftangreb afsted mod Syrien, siden præsident Bashar al-Assad tidligt søndag blev væltet.Det siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr), der har base i Storbritannien og følger situationen i Syrien tæt.
Ifølge Sohr har Israel "ødelagt de vigtigste militære steder i Syrien".
Angrebene de seneste to døgn har blandt andet været målrettet lufthavne, lagerbygninger, radarer og våben- og ammunitionsdepoter.
Israel har jævnligt angrebet mål i Syrien de seneste måneder.
Søndag lød det, at Israel havde erobret en såkaldt bufferzone i Golanhøjderne - et bjergrigt område, som ligger på grænsen mellem Israel og Syrien.
Det blev af Saudi-Arabien, der støtter de syriske oprørere, opfattet som et forsøg på at forpurre muligheden for at etablere et stabilt Syrien.
Assads fald efter 24 års styre har i Syrien skabt forhåbninger om, at landet kan gå en mere rolig og civiliseret fremtid i møde.
Det er dog endnu uvist, hvordan den politiske fremtid kommer til at se ud.
Det er den militante, islamistiske organisation Hayat Tahrir al-Sham (HTS), der har stået i spidsen for oprøret i Syrien. En broget skare af øvrige oprørere har også bidraget, og det er uvist, hvordan de kommer til at samarbejde.
HTS blev grundlagt i 2011 under et andet navn - Jabhat al-Nusra - og var allieret med den militante gruppe al-Qaeda.
I 2016 brød gruppens leder, Abu Mohammed al-Jolani, hvis rigtige navn er Ahmed al-Sharaa, forbindelsen til al-Qaeda.
Mandag har oprørsleder Ahmed al-Sharaa angiveligt indledt samtaler med Syriens væltede regering om at overdrage magten.
- Vi har understreget, at vi vil være overbærende over for dem, der ikke har det syriske folks blod på hænderne, og vi har givet amnesti til dem, der er blevet tvunget til at udføre deres pligter, siger han.
Amnesti betyder, at en person ikke vil blive straffet, selv om vedkommende har begået noget strafbart.
/ritzau/