Israel rykker frem i det nordlige og sydlige Gaza

7. DEC 2023 • 09:10UDLAND

Premierminister Benjamin Netanyahu siger, at israelske enheder er tæt på at have omringet en Hamas-leder.

Israelske styrker kæmpede tidligt torsdag en række steder i Gaza og er ifølge premierminister Benjamin Netanyahu tæt på at have omringet en af hovedmændene bag angrebet den 7. oktober.

Det er i Khan Yunis, som er den den næststørste by i Gazastriben, at en topleder formodes at skjule sig. Byen ligger i det sydlige Gaza.

Premierminister Benjamin Netanyahu siger i en erklæring i en udsendt video, at israelske enheder er tæt på det hus, hvor Hamas-lederen i Gazastriben, Yahya Sinwar, formodes at opholde sig. En israelsk talsmand siger, at han menes at være "under jorden" i Khan Yunis-området.

Det israelske militær har fokus på tre Hamas-ledere, som menes at være hovedmændene bag angrebet på Israel den 7. oktober. Det er ud over Yahya Sinwar, som leder Hamas i Gaza, Mohammed Deif, som styrer den militære fløj i Hamas samt dennes højrehånd, Marwan Issa.

Den 61-årige Sinwar udgør sammen med Deif og Issa, som begge er 58 år, et hemmeligt militært råd, som ifølge Reuters planlagde angrebet på Israel, hvor over 1200 mennesker blev dræbt, og omkring 240 blev taget som gidsler. Det var det blodigste angreb på Israel i landets 75 år lange historie.

Israel erklærede krig mod Hamas efter angrebet og svor, at det vil udslette Hamas og befri alle gidsler.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT