Iransk nobelmodtager: Har været på hospitalet efter voldelig anholdelse
Tidligere modtager af Nobels fredspris Narges Mohammadi blev fredag anholdt under en mindeceremoni.
Den iranske aktivist og nobelprismodtager Narges Mohammadi har to gange været på hospitalet, efter hun fredag blev anholdt i Iran.Det skriver hendes organisation, Narges Foundation, på det sociale medie X.
Ifølge organisationen fortæller Mohammadi i et telefonopkald fra fængslet, at årsagen til hospitalsbesøgene er, at hun under anholdelsen blev slået voldsomt og gentagne gange med knipler i både hovedet og på nakken.
Hun oplyser desuden, at hun ikke ved, hvilken sikkerhedsmyndighed, der i øjeblikket tilbageholder hende.
Menneskerettighedsforkæmperen blev sammen med flere andre anholdt under mindeceremonien for menneskeretsadvokaten Khosrow Alikordi.
Alikordi døde ifølge officielle rapporter af et hjertestop, men kilder fra oppositionen siger, at han døde som følge af tortur i politiets varetægt, skriver nyhedsbureauet dpa.
Hasan Hematifar, en anklager fra den nordøstlige by Mashhad, hvor mindeceremonien fandt sted, siger ifølge Reuters, at Mohammadi og Alikordis bror havde fremsat "provokerende bemærkninger" ved advokatens mindeceremoni.
Ifølge anklageren havde de opmuntret de tilstedeværende til "at råbe normbrydende slagord" og "forstyrre freden".
Narges Mohammadi modtog Nobels fredspris i 2023 for sin kamp mod undertrykkelse af kvinder i Iran og for sin indsats for at fremme menneskerettigheder og frihed generelt.
Hun kunne dog ikke selv møde op og modtage prisen i Oslo i Norge, da hun sad i fængsel.
Mohammadi har gennem årene adskillige gange afsonet fængselsstraffe i Iran for blandt andet propaganda og var senest indsat i det berygtede Evin-fængsel.
Hun blev løsladt i december 2024 af helbredsmæssige grunde.
Khosrow Alikordi blev 46 år og forsvarede som advokat netop politiske aktivister, som blev retsforfulgt i Iran. Han har tidligere selv siddet i fængsel i Iran.
/ritzau/
