KØB ABONNEMENT

Irans Revolutionsgarde melder om droneangreb mod base i Bahrain

UDLAND • 15. NOV 2026 • 06:41

Irans Revolutionsgarde siger, at den har angrebet amerikansk radarsystem i Bahrain, hvor der lyder sirener.

Tidligt søndag lyder der sirener i Bahrain, og myndighederne opfordrer indbyggerne til at søge i sikkerhed.

Irans Revolutionsgarde har samtidig sagt, at den har angrebet en militærbase i golfstaten.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP fortæller, at der kan høres sirener, mens myndighederne i landet på sociale medier udsender flere advarsler, hvor folk opfordres til at søge i sikkerhed.

Myndighederne siger dog ikke noget om, hvor truslen skal komme fra.

I et opslag på det sociale medie X skriver Bahrains indenrigsministerium, at indbyggere opfordres til at "forblive rolige, søge til det nærmeste sikre sted og følge med i nyhederne via officielle kanaler af hensyn til den offentlige sikkerhed".

I en erklæring, som søndag er blevet delt af iranske statsmedier, siger Irans Revolutionsgarde, at dens styrker har udført et droneangreb mod et amerikansk radarsystem på en base i Bahrain.

- Det amerikanske luftforsvarsradarsystem på helikopterbasen Al-Riffa i Bahrain blev mål for angreb med seks droner tilhørende Revolutionsgardens luftfartstyrke, lyder det i erklæringen fra Revolutionsgarden, som landets stats-tv har lagt op på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Bahrain, der huser en stor amerikansk flådebase, er et af flere lande i Golfregionen, der er blevet påvirket af Irans modsvar under krigen.

Den begyndte, da USA og Israel indledte et overraskelsesangreb mod Iran 28. februar.

Fredag meldte Irans Revolutionsgarde, at dens styrker havde angrebet et amerikansk radarsystem til tidlige varslinger i Bahrain.

Fra det amerikanske militær lød det, at det havde skudt to iranske droner ned, som var på vej mod Bahrain.

I løbet af otte måneders krig har Iran begrænset skibstrafikken gennem Hormuzstrædet og angrebet infrastruktur i regionen - herunder lufthavne, havne, energianlæg, vartegn og bygninger tilhørende det amerikanske militær og USA's regering.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT