Iran tager afsked med ayatollah fire måneder efter hans død
Begravelsesceremonier skal demonstrere opbakning til Irans styre. Milits og politi patruljerer i Teheran.
Iran har taget hul på en ugelang række af begravelsesoptog for landets afdøde øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.Han blev dræbt 28. februar i de første af mange luftangreb, som Israel og USA rettede mod Iran.
Khameneis kiste står fredag fremme i Teherans store Imam Khomeini-moské.
Den ventes i de kommende dage at blive bragt til Qom, Najaf og Kerbala, som er de vigtigste shiamuslimske centre i henholdsvis Iran og Irak.
Torsdag bliver Khamenei, der ledede Iran i 37 år, stedt til hvile i Mashhad, hvor Irans helligste valfartssted ligger.
Ceremonierne skal demonstrere offentlig opbakning til Den Islamiske Republiks teokratiske styre, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hans kiste blev sent torsdag vist frem for en stor menneskemængde af grædende tilhængere, som svajede frem og tilbage og slog sig for hovedet i takt til en klagesang.
Imens blev blomster kastet ud til de fremmødte.
Fremtrædende repræsentanter fra Pakistan, Irak og Armenien er blandt de gæster, der er mødt frem for at vise den dræbte ayatollah en sidste respekt.
Repræsentanter for Kina og Rusland ventes også at deltage.
Den øverste chef for Irans magtfulde Revolutionsgarde, Ahmad Vahidi, er mødt frem ved ceremonien i Teheran fredag.
Vahidi er ikke blevet set offentligt i de seneste fire måneder.
Efter Khameneis død menes Vahidi, Revolutionsgarden og andre af Irans mere konservative kræfter at have fået mere magt og indflydelse - ikke mindst over de igangværende forhandlinger med USA og de militære trusler i Hormuzstrædet.
Ifølge analytikere er opbakningen til det gejstlige styre meget begrænset.
Irans nye øverste leder, Khameneis søn Mojtaba Khamenei, er ikke blevet set på nye billeder, siden han blev såret i det angreb, der dræbte hans far.
Årelange sanktioner har sat den iranske økonomi i stå, mens gentagne landsdækkende protestbølger er blevet slået ned med stadig større magtanvendelse fra sikkerhedsstyrkerne.
Det kulminerede med drabet på tusindvis af demonstranter i januar.
Til trods for de problemer håber Irans styre at kunne mobilisere millioner af sørgende til begravelsen.
Gaderne i Teheran er fredag under skærpet kontrol.
Militærets og politiets biler patruljerer langs de største veje, mens medlemmer af den sortklædte frivillige Basij-milits patruljerer på motorcykler.
Iran har advaret USA og Israel mod at foretage angreb under begravelsen af Ali Khamenei.
RITZAU/Reuters
