Iran har svaret på seneste forslag fra USA om krigsafslutning

18. MAJ 2026 • 16:44UDLAND

USA og Iran har udvekslet forslag i et forsøg på at afslutte krigen, der begyndte for knap tre måneder siden.

Iran har svaret på et forslag fra USA om at afslutte krigen mellem de to lande.

Det siger Esmaeil Baqaei, som er talsperson for det iranske udenrigsministerium, mandag på en pressebriefing.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det iranske nyhedsbureau Fars skrev søndag, at USA har fremlagt en liste bestående af fem punkter.

Blandt andet er der et krav om, at Iran kun har et enkelt atomanlæg i drift, og at landet overdrager sine lagre af højt beriget uran til USA.

Det er uklart, om det er disse punkter, Iran har svaret på.

- Som vi meddelte i går (søndag, red.), blev vores bekymringer overbragt til den amerikanske part, siger Esmaeil Baqaei.

Talspersonen tilføjer, at udvekslingerne fortsætter gennem Pakistan, som agerer mægler mellem parterne.

Baqaei forsvarer desuden Irans krav til at indgå en aftale, herunder at iranske aktiver, der er indefrosset i udlandet, skal frigives, og at langvarige sanktioner ophæves.

- De punkter, der er blevet rejst, er iranske krav, som klart og fast er blevet forsvaret af det iranske forhandlingsteam i hver eneste forhandlingsrunde, siger Esmaeil Baqaei.

I begyndelsen af april indgik landene en våbenhvile med Pakistan som mægler.

Ligeledes har USA og Iran udvekslet forslag i et forsøg på at afslutte krigen, og repræsentanter fra de to lande mødtes i april i Pakistans hovedstad, Islamabad, for at forhandle om fred.

Siden da har der ikke været forhandlinger med fysisk fremmøde mellem parterne.

For nylig kaldte USA's præsident, Donald Trump, Irans betingelser for amerikanernes forslag til afslutningen på krigen for "fuldstændig uacceptable".

Det skrev han på sit eget medie, Truth Social.

Krigen mellem USA og Iran begyndte 28. februar, hvor USA og Israel indledte den første bølge af angreb mod det mellemøstlige land.

Trump har begrundet krigen med, at Iran er ved at udvikle atomvåben.

Han vil have Irans atomanlæg demonteret og fjerne landets besiddelse af det radioaktive metal uran.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT