Instagram vil stramme sikkerheden for mediets yngste brugere

18. SEP 2024 • 02:53UDLAND

Meta har tirsdag meddelt, at selskabet for at passe på de mindreårige vil lave en særlig type konti til dem.

Meta har tirsdag meddelt, at selskabet som en del af en opdatering vil indføre nye initiativer, der skal beskytte de mindreårige brugere på det sociale medie Instagram.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Opdateringen har fået navnet "Teen Accounts (teenagekonti, red.)" og betyder blandt andet, at profiler oprettet af personer under 18 år automatisk vil være private.

- "Teen Accounts" er en vigtig opdatering, der er skabt for at give forældre ro i maven, siger Antigone Davis, der er global chef for sikkerhed hos Meta, til AFP.

Har brugere af Instagram en privat profil, betyder det, at det kun er personer, der følger dem, der kan se det delte indhold.

Ønsker brugere mellem 13 og 15 år at have en åben profil, hvor alle platformens brugere kan se det delte indhold, kræver det godkendelse fra barnets forældre.

Meta vil desuden stramme retningslinjerne for, hvem der kan kontakte de mindreårige brugere på platformen, og hvilket indhold de kan se, oplyser selskabet.

Bruger de unge i løbet af en dag mere end 60 minutter på Instagram, vil de modtage en notifikation om, at det er tid til at logge af.

De nye regler gælder både for eksisterende og nye brugere af platformen.

Meta, der er grundlagt af Mark Zuckerberg, ejer platformene Instagram, Facebook, WhatsApp og Threads.

De seneste år har flere lande lagt pres på selskabet for at få dem til at stramme sikkerheden for platformenes mindreårige brugere.

I oktober klagede omkring 40 amerikanske delstater over Metas platforme. Delstaterne beskyldte selskabet for at skade de unges mentale og fysiske helbred ved at øge risikoen for blandt andet online mobning og spiseforstyrrelser.

I Australien lagde landets regering tidligere på måneden op til at indføre en aldersgrænse på platformene på et sted mellem 14 og 16 år.

Meta har indtil videre afvist generelt at verificere brugernes alder.

- Når vi har en stærk idé om, at en person har oplyst en forkert alder, beder vi dem bekræfte deres alder, men vi vil ikke tvinge tre milliarder brugere til at fremvise ID, siger Antigone Davis til AFP.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT