Ikea vinder sag mod belgisk højrefløjsparti ved EU-Domstolen
Det var ikke i orden, da det belgiske parti Vlaams Belang brugte Ikeas navn og varemærke i politisk kampagne.
Svenske Ikea har fået medhold i en sag mod det belgiske højrefløjsparti Vlaams Belang.EU-Domstolen har tirsdag offentliggjort en afgørelse, hvor den underkender partiets brug af Ikeas navn og varemærker i forbindelse med en politisk kampagne om immigration.
Med sloganet "Immigratie Kan Echt Anders" (immigration kan gøres på en anden måde), forkortelsen IKEA og visuelle elementer, der tydeligt var inspireret af Ikea-universet, forsøgte partiet i november 2022 at argumentere for en ændring af den belgiske asylpolitik.
Det faldt imidlertid Ikea for brystet, og møbelkoncernen sagsøgte derfor partiet for misbrug af selskabets brand og varemærker.
Vlaams Belang - der ikke havde bedt om tilladelse til at bruge Ikeas varemærker - mente omvendt, at man bare benyttede sig af sin ytringsfrihed.
EU-Domstolen mener, at brugen af Ikea-brandet i kampagnen potentielt kunne skade Ikeas omdømme, og at det vejede tungere end hensynet til ytringsfriheden.
Samtidig tillægger domstolen det særlig betydning, at der er tale om en politisk kampagne, der kan give indtryk af, at Ikea støtter Vlaams Belangs budskab.
Det er i sidste ende op til det belgiske retssystem, om man vil følge EU-Domstolens afgørelse.
RITZAU
