Hollandsk domstol beordrer stop for eksport af flydele til Israel

12. FEB 2024 • 14:42UDLAND

Hollands regering anker afgørelse om, at landet skal stoppe sin eksport af reservedele til israelske F-35-fly.

En hollandsk appeldomstol giver Hollands regering ordre om at stoppe al eksport af reservedele til F-35-kampfly til Israel.

Det skriver Reuters.

Forbuddet mod eksporten skal træde i kraft inden for syv dage.

- Det er ubestrideligt, at der er en klar risiko for, at de eksporterede F-35-dele bliver anvendt ved alvorlige krænkelser af international humanitær lov, skriver appeldomstolen i sin afgørelse.

En domstol i den hollandske by Haag afgjorde ellers i december, at Holland kunne fortsætte sin eksport af reservedele til israelske kampfly.

Sagen var rejst mod den hollandske stat af en række menneskerettighedsgrupper. De ankede afgørelsen i december.

Menneskerettighedsgrupperne frygter, at reservedelene spiller en rolle i Israels angreb på Gazastriben.

Hollands regering oplyser mandag eftermiddag, at den anker afgørelsen fra appeldomstolen. Dermed er der udsigt til, at sagen ender i Højesteret.

Begrundelsen er, at F-35-flyene ifølge Hollands regering er afgørende, for at Israel kan beskytte sig mod "trusler i regionen, for eksempel fra Iran, Yemen, Syrien og Libanon".

Spørgsmålet om eksport af dele til israelske kampfly er også blevet rejst i Danmark. Her har blandt andet Amnesty International kritiseret, at den danske virksomhed Terma eksporterer komponenter til Israels F-35-fly.

Amnesty International Danmark oplyser til Ritzau, at organisationen ønsker et eksportstop, der svarer til det, som appeldomstolen i Holland har beordret.

- Danmark bør omgående stoppe enhver eksport af militært udstyr til Israel, siger Vibe Klarup, der er organisationens generalsekretær, i en skriftlig kommentar mandag formiddag.

Hun mener, at Danmark med sin eksport af militært udstyr risikerer at medvirke til alvorlige forbrydelser mod civile i Gaza.

Også hos Mellemfolkeligt Samvirke opfordres der til et stop, fortæller generalsekretær Tim Whyte:

- Der er absolut ingen grund til, at Danmark venter på at blive tvunget til det af en domstol, som det er sket i Holland, når al sund fornuft siger, at danske våben selvfølgelig ikke skal bidrage til krænkelser af international humanitær lov, siger han i en kommentar.

Det er USA, der fremstiller F-35-fly og de fleste tilhørende reservedele.

Nogle af delene opbevares dog i en lagerbygning i Holland og sendes herfra til Israel og en række andre lande.

Da en domstol i december afviste at stoppe eksporten fra Holland, skete det med henvisning til, at en sådan beslutning er politisk.

De komponenter, som produceres i Danmark, er blandt andet pyloner, som holder og slipper F-35-flyenes eksterne bomber og missiler. Det har Information og mediet Danwatch tidligere beskrevet.

Eksporten af reservedele fra såvel Holland som Danmark sker som led i et forsvarssamarbejde med USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT