I styrkeprøve inden ventet spansk parlamentsvalg næste år svækkes spanske konservative og har nu brug for Vox.
Det konservative Partido Popular (PP) har vundet regionalvalget i den sydspanske region Andalusien, men har brug for støtte fra højreorienterede Vox for at blive ved magten.Det viser resultater fra valget mandag.
PP gik fra 58 til 53 pladser i parlamentet. Imens gik Vox frem fra 14 til 15 mandater, og det socialistiske PSOE mistede to pladser og endte på 28.
Absolut flertal kræver 55 ud af det regionale parlaments 109 pladser.
Søndagens afstemning bliver set som en styrkeprøve, inden hele Spanien næste år ventes at gå til parlamentsvalg.
Her håber Spaniens konservative på at kunne komme af med socialistiske Pedro Sánchez som premierminister. Han har siddet på magten siden 2018.
Den sydspanske region er den mest folkerige i Spanien med byer som Sevilla, Málaga og Córdoba.
Det er også her, at Costa del Sol – den populære kyststrækning blandt turister – ligger.
Den regionale politiske leder, Juanma Moreno Bonilla, erklærer sig skuffet over valgresultatet. Han havde ført kampagne på et løfte om en moderat regering uden Vox.
- Vi sagde, at det ville blive kompliceret. Vi kom til kort, siger han.
PP har allerede indgået koalitionsaftaler med Vox i regionerne Extremadura og Aragon.
Den socialistiske spidskandidat, Maria Jesus Montero, erkender, at partiet har fået et skidt resultat. Hun lover, at PSOE vil lære af sine fejl.
Andalusien var i årtier styret af de spanske socialister, men det sluttede i 2018, hvor Vox fik stor fremgang på baggrund af en kraftig systemkritik.
Det var her, at PP for første gang i Spaniens demokratiske historie indgik en aftale om støtte fra højrefløjen. Men aftalen blev ophævet i 2022, da PP fik absolut flertal på egen hånd.
/ritzau/Reuters