Hizbollah-leder fundet dræbt efter israelsk angreb
Hizbollahs ansvarlige for operationer mod Israel i Sydlibanon er fundet død efter angreb, bekræfter gruppen.
Liget af Hizbollah-kommandant Fuad Shukr er fundet i murbrokkerne efter tirsdagens israelske angreb mod de sydlige forstæder i Libanons hovedstad, Beirut.De meddeler to sikkerhedskilder onsdag til Reuters.
Meddelelsen om hans død bekræftes onsdag aften officielt af den militante libanesiske bevægelse.
Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, ventes at tale, i forbindelse med at Shukr begraves torsdag, meddeler gruppen videre.
Israels militær har bekræftet, at det stod bag angrebet tirsdag aften, og har også erklæret, at Shukr blev dræbt.
Hizbollah havde hidtil kun erkendt, at Shukr befandt sig i den bygning, der tirsdag aften blev ramt af et israelsk angreb. Men indtil onsdag aften lød det fra gruppen, at hans skæbne var ukendt.
Tirsdag aften sagde flere kilder i Beirut, at Shukr havde overlevet angrebet.
Libanons sundhedsministerium opdaterede onsdag det officielle dødstal til fem. Tre kvinder og to børn blev dræbt i angrebet, der også sårede omkring 70 mennesker, meddeler ministeriet.
Fuad Shukr, der også går under navnet Muhsin Shukr, var leder af Hizbollahs operationer mod Israel i det sydlige Libanon.
Israel har givet Shukr skylden for et angreb, der dræbte 12 børn og unge denne weekend i Golanhøjderne, som er besat af Israel.
Hizbollah har afvist at stå bag angrebet.
Men Israels regering havde varslet et modsvar mod gruppen, der på daglig basis sender raketter fra det sydlige Libanon ind over grænsen til det nordlige Israel.
I 2017 udlovede USA en dusør på fem millioner dollar for oplysninger, der kunne føre til pågribelsen af Fuad Shukr.
USA beskrev ham som en "højtstående rådgiver" for Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah.
Ifølge USA spillede han desuden en "central rolle" i et angreb mod amerikanske marineinfanterister i Beirut under den libanesiske borgerkrig i 1983.
Ud over drabet på Fuad Shukr menes Israel også at stå bag drabet på en anden ærkefjende, nemlig den politiske leder for den palæstinensiske Hamas-bevægelse, Ismail Haniyeh.
Han blev dræbt natten til onsdag i Irans hovedstad, Teheran.
/ritzau/