Helikopter med 22 personer om bord forsvundet på russisk halvø

31. AUG 2024 • 13:39UDLAND

En russisk helikopter forsvandt fra radarer, kort tid efter den var lettet, fortæller beredskabskilde.

En russisk helikopter med 22 mennesker om bord - de fleste turister - er forsvundet på den russiske halvø Kamtjatka i den fjernøstlige del af Rusland.

Kommunikationen med helikopteren gik tabt lørdag klokken 06.15 dansk tid. 19 passagerer og tre besætningsmedlemmer var gået om bord.

Det oplyser Kamtjatkas guvernør, Vladimir Solodov, i en video på beskedtjenesten Telegram ifølge nyhedsbureauet AFP.

Redningshold i helikoptere, der har ledt efter den forsvundne helikopter, har haft fokus på en floddal, som luftfartøjet efter planen skulle have fløjet langs med, oplyser myndigheder.

Helikopteren havde samlet passagerer op i et naturskønt område på halvøen, der er kendt for sine vilde landskaber og aktive vulkaner.

En kilde i beredskabet har sagt til det russiske nyhedsbureau Tass, at Mi-8-helikopteren forsvandt fra radaren, kort tid efter den var lettet. Besætningen meldte dog ikke om problemer.

Ulykker med fly og helikoptere er meget hyppige i Ruslands fjernøstlige region, som er tyndt befolket, og hvor der ofte er barskt vejr.

I august 2021 styrtede en Mi-8-helikopter med 16 personer om bord, herunder 13 turister, ned i en sø på Kamtjatka-halvøen på grund af dårlig sigtbarhed. Otte personer blev dræbt.

I juli samme år styrtede et fly med 22 passagerer og seks besætningsmedlemmer ombord på halvøen. De blev alle blev dræbt.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT