Harris fortæller om sin egen pistol og beroliger USA's våbenejere

15. SEP 2024 • 04:06UDLAND

Kamala Harris nævnte under tv-debat, at hun ejer en pistol. Den ligger angiveligt i hendes hjem i Californien.

Kamala Harris har ikke nogen planer om at inddrage amerikanernes våben, hvis hun til november bliver valgt som USA's næste præsident.

Det slår hun fast i et interview med den lokale tv-station WPVI i Philadelphia i Pennsylvania. Interviewet er en del af flere dages valgkamp i Pennsylvania, som betragtes som en af valgets vigtigste svingstater.

- Vi kommer ikke til at tage nogens våben.

- Jeg støtter forfatningens anden tillægsparagraf, og jeg støtter også fornuftige regler om våbensikkerhed, siger Harris i interviewet fredag.

Den anden tillægsparagraf - second amendment - i den amerikanske forfatning er den, der sikrer amerikanernes ret til at bære våben.

Kamala Harris' modstander i præsidentvalgkampen, Donald Trump, har tidligere sagt, at Harris vil "konfiskere" amerikanernes våben.

Men det passer altså ikke, understreger hun.

Under tirsdagens tv-debat mod Trump nævnte hun også, at hun selv ejer en pistol. Ifølge en kilde fra Det Hvide Hus, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, bliver pistolen opbevaret i Harris' hjem i Californien.

- Det her med at ville tage folks våben ... Tim Walz (vicepræsidentkandidat, red.) og jeg er begge våbenejere. Vi kommer ikke til at tage våbnene fra nogen, så stop med at lyve om det her, sagde Harris tirsdag.

Den liberale våbenlov i USA bliver ofte diskuteret politisk - særligt i forbindelse med skyderier på amerikanske skoler.

Det fører dog sjældent til ændringer, da mange amerikanere mener, at det er en helt basal ret, at man skal kunne bære våben.

Også den magtfulde våbenlobby National Rifle Association (NRA) spiller en stor rolle i forhold til ikke at få indført lempelser.

Selv om Kamala Harris siger, at hun ikke vil tage amerikanernes våben, så lægger hun ikke skjul på, at hun på nogle områder vil stramme loven.

Det gælder blandt andet i forhold til den semiautomatiske, kraftfulde riffel AR-15. Den er blevet brugt til en række masseskyderier i USA.

- Jeg har set, hvad den type våben kan gøre ved menneskekroppen. Og jeg føler, at det er fuldstændig i overensstemmelse med second amendment og retten til at bære våben, at man forbyder den slags våben.

- Det er bogstaveligt talt våben beregnet til krig, siger Harris i interviewet.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT