Hærchef vil danne midlertidig regering i Bangladesh

5. AUG 2024 • 12:47UDLAND

Efter storm mod premierministers residens skal hærchef mødes med præsident for at danne ny regering.

Der vil blive dannet en midlertidig regering i Bangladesh efter premierministerens afgang.

Det siger landets hærchef, Waker-Uz-Zaman, i en tale mandag.

Dermed bekræfter han flere mediers meldinger om, at Bangladeshs premierminister, Sheikh Hasina, er trådt tilbage. Hasina har dog ikke selv udtalt sig.

Flere medier har rapporteret, at hun er flygtet, mens premierministerens officielle residens er blevet stormet af et stort antal demonstranter.

- Jeg tager det fulde ansvar, siger hærchefen, der dog ikke umiddelbart uddyber, om det er ham selv, der skal stå i spidsen for en overgangsregering.

- Vi vil danne en midlertidig regering, fortsætter han.

Hærchefen skal nu mødes med præsidenten. Han siger videre, at der vil blive fundet en "løsning" på krisen i aften.

- Landet har lidt meget. Økonomien er ramt. Mange mennesker er blevet dræbt. Det er tid til at stoppe volden, tilføjer han.

- Jeg håber, at situation vil forbedre sig efter min tale.

Hærchefen siger også, at der ikke som udgangspunkt vil blive behov for et udgangsforbud eller en nødretstilstand. Samtidig beder han studerende om at forholde sig i ro og gå hjem.

Waker har været næsten fire årtier i militæret. Han har to gange været fredsbevarende soldat for FN og har også tjent under premierministerkontoret.

- Hvis situationen bliver bedre, så er der ikke brug for nogen katastrofetilstand, siger han og meddeler, at regeringen vil "retsforfølge alle mordere" efter de seneste ugers demonstrationer.

- Nu er opgaven for de studerende at forholde sig i ro og hjælpe os.

Studerende begyndte med at protestere mod et nyt kvotesystem på arbejdsmarkedet.

Men protesterne har løbende udviklet sig til i højere grad at handle om, at den 76-årige premierminister, Sheikh Hasina, efter 15 år på posten bør gå af.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT