Hård republikansk kerne forblev siddende under Zelenskyj-hyldest

22. DEC 2022 • 15:49UDLAND

I dele af Det Republikanske Parti er der svigtende opbakning til milliardstøtte til Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, stod over for et kritisk publikum i Kongressen onsdag.

Republikanerne kan nemlig - når de tager magten i kammeret næste måned - potentielt holde milliarder af dollar tilbage i støtte til Ukraines forsvar.

Zelenskyj sagde i begyndelsen af sin tale, at han henvendte sig til både demokrater og republikanere.

Samtidig understregede han, at ukrainernes kamp er én, som er i alles interesse.

- Jeres støtte er ikke velgørenhed. Det er en investering i global sikkerhed og demokrati, sagde Zelenskyj.

Derudover takkede han alle amerikanere for deres hjælp indtil videre.

Præsident Joe Biden og hans administration har sendt næsten 50 milliarder dollar i støtte til Ukraine, siden Rusland begyndte sin invasion af Ukraine.

Det svarer til omkring 350 milliarder kroner. Det omfatter både finansiel, humanitær og militær støtte.

Kongressen, som for nuværende kontrolleres af Bidens demokrater, ventes at godkende yderligere 44,9 milliarder dollar i støtte denne uge. Det sker i en lov, der også skal finansiere føderalregeringen.

Om støtten til at sende store summer til Ukraine kommer til at ændre sig, når Republikanerne tager magten i Repræsentanternes Hus efter midtvejsvalget, vides endnu ikke.

Men flere fra partiet har udtrykt skepsis over den meget omfattende støtte.

- Ikke flere blankochecks til Ukraine, skrev det republikanske kongresmedlem Andy Biggs på Twitter nogle timer før Zelenskyjs besøg.

Nogle republikanere ønsker således at få indstillet støtten til de ukrainske soldater i kampen mod Rusland.

I stedet ønsker de en undersøgelse af, hvordan de hidtil allokerede penge er blevet anvendt.

I maj stemte 57 medlemmer af Huset mod en lov, som skulle sende 40 milliarder dollar i støtte til Ukraine. Alle nej-stemmerne var republikanske.

Et par af de største republikanske modstandere af den militære støtte til Ukraine - Lauren Boebert og Matt Gaetz, som sidder i Repræsentanternes Hus - forblev siddende, mens de kiggede ned på deres telefoner, da resten af Kongressen gav stående ovationer til Zelenskyj.

Gaetz fortalte efterfølgende, at der ikke var noget, der havde ændret hans modstand mod støtten til Ukraine.

Da han blev spurgt, om der var noget ved talen, som han fandt overbevisende, sagde han:

- Jeg var vild med tøjvalget.

Mange republikanere holder dog fast i, at støtten til Ukraine skal fortsætte, men med mere kontrol.

- Flertallet af begge partier i både Huset og Senatet støtter denne indsats, sagde republikanske Michael McCaul, som ventes at skulle sidde i spidsen for Husets udenrigsudvalg i januar.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU