Gruppen Pussy Riot stemples som ekstremistisk organisation i Rusland

15. DEC 2025 • 13:35UDLAND

Pussy Riot blev kendt i 2012 efter en protest i en kirke. Siden har bandets sange været forbudt i Rusland.

Det feministiske punkband Pussy Riot, der også er kendt for sin aktivisme, er mandag blevet betegnet som en ekstremistisk organisation af en domstol i Moskva.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Dermed forbydes bandets aktiviteter i Rusland.

Pussy Riot blev verdensberømt i 2012, da tre af medlemmerne blev dømt til to år i straffelejr for en protest i en ortodoks kirke.

Allerede siden protesten i kirken har bandets sange og videoer været forbudt i Rusland, men med mandagens dom bliver alle gruppens aktiviteter forbudte.

Også grupper som Jehovas Vidner og en politisk organisation tilhørende den afdøde oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj er på den russiske liste over ekstremistiske organisationer, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Pussy Riot opstod i 2011, og gruppen har hele vejen igennem stået i opposition til Ruslands præsident, Vladimir Putin, med punkoptrædener med både kritik af den ortodokse kirke og præsidenten.

Medlemmer af gruppen er før blevet idømt fængselsstraffe for deres virke, og ifølge Reuters lever bandets medlemmer i eksil.

Gruppen har flere gange taget afstand fra krigen i Ukraine, og ifølge nyhedsbureauet dømte en domstol i september dem in absentia til fængselsstraffe på op mod 13 år.

Gruppen blev dømt for at sprede løgne om den russiske hær. Pussy Riot afviste dengang anklagerne og afskrev dem som politisk motiverede, skriver Reuters.

I 2023 præsenterede gruppen sin første egentlige museumsudstilling på Louisiana Museum i Humlebæk.

På det internationalt anerkendte kunstmuseum gav den russiske gruppe "et indblik i udviklingen af Putins Rusland de sidste ti år", lød det dengang i beskrivelsen af udstillingen.

Udstillingen bestod blandt andet af en præsentation af gruppens aktioner - for eksempel da fire medlemmer løb på banen under fodbold-VM-finalen i 2018. Derudover fulgtes flere medlemmers flugt fra Rusland ligeledes i udstillingen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT