Franskmand får 20 års fængsel for at orkestrere voldtægter af hustru

19. DEC 2024 • 11:36UDLAND

Alle 51 tiltalte er kendt skyldige i stor voldtægtssag, hvor franskmand lod fremmede voldtage sin hustru.

Franskmanden Dominique Pélicot er torsdag blevet kendt skyldig i at have rekrutteret mænd til at voldtage sin nu tidligere hustru, Gisèle Pelicot.

Franskmanden er kendt skyldig i samtlige tiltalepunkter og skal nu 20 år i fængsel.

72-årige Pelicot var tiltalt for gentagne gange at have bedøvet sin hustru og ladet fremmede mænd voldtage hende. Han filmede voldtægterne og gemte optagelserne på sin computer.

Pelicot har tilstået at have orkestreret voldtægterne, som stod på i en periode på næsten ti år. Mændene havde han mødt på nettet.

Hans advokat siger torsdag formiddag, at han overvejer at anke dommen. Han har ti dage til at beslutte sig.

Foruden Dominique Pélicot var 50 andre mænd tiltalt i sagen. De er alle blevet kendt skyldige.

Under retssagen har nogle af mændene erkendt, at de voldtog Gisèle Pelicot.

Andre har fastholdt, at de troede, at hun havde givet samtykke. De troede, at det var en leg, hvor hun lod, som om hun sov, har nogle af dem fremført i retten.

Gisèle Pelicot, der ligesom sin eksmand er 72 år, har fnyst af forklaringerne fra de mænd, der har hævdet, at de troede, hun var med på legen.

Ifølge hende har mændenes forklaringer været en udstilling af "fejheden" hos dem.

To af mændene i sagen er kendt skyldige i voldtægtsforsøg, mens to dømmes for seksuelle overgreb.

Resten af mændene er ifølge domstolen skyldige i voldtægt.

De i alt 51 tiltalte er blevet idømt fængselsstraffe på mellem 3 og 20 år, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sagen har fået stor opmærksomhed i både franske og internationale medier. Det skyldes ikke mindst, at Gisèle Pelicot fra starten har insisteret på, at offentligheden skulle kende hendes navn og sagens detaljer.

Hun har blandt andet talt for, at videoer af overgrebene skulle vises i retten, så det ville være tydeligt for alle, at hun var bevidstløs, mens de stod på.

- Jeg har besluttet mig for ikke at skamme mig. Jeg har ikke gjort noget forkert. Det er dem, der skal skamme sig, sagde Gisèle Pelicot under et retsmøde i oktober.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT