Frankrigs udviste ambassadør i Niger rejser hjem

27. SEP 2023 • 10:48UDLAND

En tilbagetrækning fra Niger betragtes som et nederlag for Frankrig og landets forsøg på at opretholde en indflydelse i regionen.

Frankrigs ambassadør i Niger er tidligt onsdag blevet fløjet ud af landet, oplyser to franske sikkerhedskilder til nyhedsbureauet AFP. Det er sket, en måned efter at militærjuntaen i det afrikanske land udviste ham.

Juntaen, som tog magten i Niger ved et kup i juli, gav ordre til, at den franske ambassadør, Sylvain Itte, skulle forlade landet inden for 48 timer sidst i august, fordi Frankrigs interesser var i strid med Nigers interesser.

Ordren blev i første omgang ignoreret af Frankrig, som ikke har anerkendt kuppets ledere som Nigers nye ledere.

Niger er en tidligere fransk koloni, og Frankrig har omkring 1500 soldater i Niger. De deltager i militæroperationer mod islamistiske oprørsgrupper i det vestlige Afrika.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, meddelte søndag i et interview med fransk tv, at ambassadøren ville rejse hjem inden for kort tid, mens de franske soldater forlader Niger i løbet af de kommende måneder.

Macron sagde på et tidspunkt, at den franske ambassadør og medlemmer af den diplomatiske stab bogstaveligt talt blev holdt som gidsler på den franske ambassade i Niger, hvor franskmændene har betydelige økonomiske interesser. Det importerer store mængder uran derfra.

Militærjuntaen i Niger overtog magten i landet ved et kup 26. juli. Samtidig blev landets demokratisk valgte præsident, Mohamed Bazoum, taget til fange på sit eget kontor i hovedstaden, Niamey.

Militærjuntaen har opsagt adskillige militære samarbejdsaftaler med Frankrig.

En tilbagetrækning fra Niger betragtes som et nederlag for Frankrig og landets forsøg på at opretholde en indflydelse i regionen.

Frankrig har også måttet trække sig fra ligeledes kupramte Mali, hvor russiske lejesoldater er rykket ind.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT