KØB ABONNEMENT

Forskning i hjernens nerveceller udløser Nobelpris

UDLAND • 5. OKT 2026 • 12:06

Karl Deisseroth, Peter Hegemann og Georg Nagel modtager årets Nobelpris i medicin eller fysiologi.

Årets Nobelpris i medicin eller fysiologi går til de to tyske forskere Peter Hegemann og Georg Nagel samt den amerikanske forsker Karl Deisseroth.

De modtager prisen for deres forskning, der har ført til udviklingen af optogenetik.

Det er en metode, der gør det muligt at tænde og slukke for enkelte nerveceller i hjernen.

Det oplyser Nobelforsamlingen ved Karolinska Institutet ved et pressemøde mandag.

- Optogenetik giver muligheder for at kortlægge hjernen på en måde, som vi engang kun kunne drømme om, lyder det i begrundelsen.

De tre forskere har udviklet en metode, der gør det muligt at vise, hvordan nerveceller former minder, følelser og adfærd i den levende hjerne.

Det har blandt andet givet større forståelse for, hvad der sker i hjernen ved neurologiske og psykiske lidelser.

Inden for klinisk medicin bruger forskere metoden i forsøg på at genoprette synet hos mennesker med synshandicap.

Ifølge Nobelforsamlingen har modtagerne lagt grunden til en "ny æra" inden for neurovidenskab.

De tre vindere af prisen modtager samlet 12 millioner svenske kroner, svarende til knap 8 millioner danske kroner.

Fem danskere har modtaget Nobelprisen i medicin eller fysiologi.

Det drejer sig om Niels K. Jerne (i 1984), Henrik Dam (1943), Johannes Fibiger (1926), August Krogh (1920) og Niels Finsen (1903).

RITZAU

FÅ ABONNEMENT