KØB ABONNEMENT

Forskere kasserer skudsekundet til fordel for mulig skudtime

UDLAND • 16. OKT 2026 • 13:30

Jordens rotation har medført, at forskere har besluttet at kassere skudsekundet, som har eksisteret siden 1972.

Fra næste år er det ikke længere muligt at benytte skudsekunder i forsøget på at sikre, at den internationale tidsstandard UTC er i takt med jordens rotation.

Det har en delegeret forskergruppe fra 69 lande besluttet ved en konference i Versailles i Frankrig torsdag, skriver The Guardian.

Skudsekundet skal i stedet kunne erstattes af en skudtime langt ude i fremtiden.

Beslutningen om at afskaffe skudsekunder fra næste år har til formål at mindske risikoen for, at computere og teknologiske systemer bryder sammen.

Det oplyser doktor Setnam Shemer, der er chefforsker ved afdelingen for tid og frekvens på Storbritanniens nationale fysiklaboratorium, National Physical Laboratory (NPL).

- Dette vil reducere risikoen for, at de systemer og den nationale infrastruktur, der er afhængige af præcis tidtagning, samtidig med at den grundlæggende forbindelse mellem vores globale tidssystem og jordens rotation bevares, siger han ifølge The Guardian.

Ændringen er planlagt til at træde i kraft i maj 2027.

Skudsekunder har eksisteret siden 1972.

Siden da er i alt 27 ekstra sekunder blevet indført for at få den internationale tidsstandard til at passe, eftersom jordens rotationshastighed ikke er regelmæssig.

I det seneste årti er jordens rotation nemlig blevet hurtigere.

Det har i stedet fået forskere til at frygte, at der var behov for at indføre et negativt skudsekund, hvilket vil sige, at et minut består af 59 sekunder.

Positive skudsekunder kan få computersystemer og anden teknologi til at bryde sammen, men der er større risici forbundet med de negative skudsekunder, fortæller forskerne bag beslutningen.

- Det kan være vanskeligt i sig selv at håndtere skudsekunder, siger Shemar.

Der kan findes software, som ikke er testet på negative skudsekunder, fordi det aldrig har været nødvendigt at indføre sådant et tidligere, lyder det.

Beslutningen om at kassere skudsekundet og indføre skudtimen blev ifølge mediet fremskyndet, fordi nødvendigheden for at indføre et negativt skudsekund var steget 30 procent.

Med indførelsen af skudtimen vil verdens ure ikke blive justeret, før forskellen mellem jordens rotation og den internationale tidsstandard nærmer sig en time.

Sandsynligheden for indførelsen af en skudtime er derfor estimeret til at være mere end tusind år ude i fremtiden.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT