Zelenskyj forventer møde med USA efter kontante udtalelser om Trump
Ukraine arbejder på at få et møde i stand med Trump-administrationen inden for kort tid, siger Zelenskyj.
Ukraine er i kontakt med Trump-administrationen og forventer at få et møde i stand i løbet af kort tid.Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, på et pressemøde i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles.
Her blev Zelenskyj spurgt ind til, om han har fået kritik fra nogle af EU-lederne for udtalelser om USA's præsident, Donald Trump.
Flere internationale medier har skrevet, at nogle EU-ledere mener, at Zelenskyj skader sin egen sag ved at sige, at han føler sig "forrådt" af Trump, der har indgået en dieselaftale med Rusland.
Samtidig har USA ifølge Zelenskyj skruet ned for hastigheden på det vigtige satellitnetværk Starlink.
Det har i en periode ifølge Zelenskyj gjort det umuligt for Ukraine at nedskyde Ruslands hurtige jetdrevne droner.
- EU-landenes ledere har kun udtrykt støtte til Ukraine, siger Zelenskyj, efter han fredag mødte de 27 EU-landes stats- og regeringschefer ved topmødet i Bruxelles.
Han forventer, at mødet med USA vil dæmpe situationen.
- Vi vil leve og kæmpe endnu en dag, siger Zelenskyj.
Den ukrainske præsident undgik på pressemødet direkte at gentage eller forstærke kritikken af Trump.
Også selv om han flere gange blev konfronteret med forholdet til USA's præsident og til Trumps seneste udtalelser om, at det er sværere at tale med Zelenskyj end med Putin.
Som det allersidste spørgsmål på pressemødet blev Zelenskyj spurgt til, om han mener, at Trump lige nu bruger ham som syndebuk i et forsøg på at få amerikanernes blik væk fra de høje dieselpriser i USA og problemerne med Iran kort før midtvejsvalget.
Derefter fulgte en næsten 20 sekunder lang pause, hvor Zelenskyj ikke sagde noget.
- Dette er mit svar, sagde den ukrainske præsident derefter med et smil og trak lidt på skuldrene.
RITZAU
