Forskere i USA: Verden oplever igen koralblegning
Verdenshavene oplever koralblegning, hvilket betyder, at temperaturerne er stigende, oplyser vejrtjeneste.
Amerikanske forskere i Washington siger ifølge AFP, at verden igen oplever koralblegning, hvilket betyder, at temperaturerne i havene er stigende.Ifølge den amerikanske vejrtjeneste NOAA er koralrev for fjerde gang ramt af koralblegning.
- Langs kystlinjerne fra Australien over Kenya til Mexico er mange af verdens farvestrålende koralrev blevet spøgelsesagtigt blege under den fjerde koralblegning inden for de tre seneste årtier, lyder det i rapporten fra NOAA.
NOAA er en amerikansk myndighed, der studerer forholdene i havet og atmosfæren, og er verdens førende kontrolorgan på området.
- Mindst 54 lande og territorier har oplevet masseblegninger blandt deres koralrev siden februar 2023, hedder det videre i rapporten.
- Blegningen, som udløses af unormale vandtemperaturer, er registreret i over 54 procent af verdens koraller, siger NOAA's koordinator på området, Derek Manzello.
Koralrev er havbund eller forhøjninger på havbunden, som består af kalkstrukturer bygget af hvirvelløse koraldyr.
Levende koraldyr sidder fæstet til formationer, som stammer fra skallerne til for længst døde dyr. At danne et stort rev kan tage mange tusind år.
Verdens tropiske koralrev på lavt vand dækker tilsammen et område på størrelse med halvdelen af Frankrig.
På revene lever der mange typer fisk og andre arter. Det anslås at hele 25 procent af alle arter i havet lever på koralrev eller er afhængige af dem.
Mange hundreder millioner mennesker får dækket dele af deres madbehov af fisk som lever nær koralrev.
Verdens største koralrev, Great Barrier Reef ud for Australiens østkyst, er mere end 2300 kilometer langt. Revet menes at være verdens største struktur formet af levende organismer.
/ritzau/AFP