Formand for Repræsentanternes Hus udråber Trump som vinder
Ifølge republikanske Mike Johnson er Donald Trump valgets vinder, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Formanden for Repræsentanternes Hus, republikanske Mike Johnson, erklærer Donald Trump for valgets vinder, skriver nyhedsbureauet Reuters.Mike Johnson siger onsdag morgen dansk tid, at republikanerne i Repræsentanternes Hus er klar og forberedt til at handle på Donald Trumps dagsorden om "Amerika først".
- Der er håb og morgen i Amerika igen. Donald Trump er nu vores næste præsident, valgt af det amerikanske folk i en tid som denne, siger Mike Johnson ifølge nyhedsbureauet AFP.
Onsdag morgen har Donald Trump også selv erklæret sig som vinder af valget i en tale til sine tilhængere i Florida, omgivet af sin familie og sine vigtigste politiske støtter, herunder også Mike Johnson.
Ifølge Trump har han både fået flest valgmænd og flest stemmer på landsplan.
- Det er en fantastisk sejr for det amerikanske folk, siger Trump.
For at blive valgt som den næste amerikanske præsident skal en kandidat sikre sig mindst 270 valgmænd i det amerikanske valgmandskollegium.
Kort før klokken 9.00 dansk tid har Donald Trump sikret sig 267 valgmænd ifølge nyhedsbureauet AP, mens demokraternes kandidat, Kamala Harris, har sikret sig 224 valgmænd.
/ritzau/