FN advarer om dødelig tørke i Gaza: Vandsystemer er ude af drift

20. JUN 2025 • 11:37UDLAND

60 procent af drikkevandsanlæggene i Gaza er ude af drift, og børn risikerer at dø af tørst, advarer Unicef.

Befolkningen i Gaza står på randen af en menneskeskabt tørke, da størstedelen af områdets vandsystemer er ude af drift.

Det siger en talsmand for FN's børneagentur, Unicef, på et pressemøde i Genève i Schweiz ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Børn vil begynde at dø af tørst. Kun 40 procent af drikkevandsanlæggene er fortsat i drift, siger talsmand James Elder.

Manglen på drikkevand bliver forværret af, at vejret i Gaza er præget af høje temperaturer, og at titusindvis af indbyggere er fordrevet fra deres hjem.

Den kommende tid er der ifølge vejrudsigterne mellem 30 og 33 grader i Gaza.

Foruden drikkevand mangler indbyggerne i Gaza mad. Det har de gjort længe.

I begyndelsen af marts iværksatte Israel en blokade af Gaza, hvilket betød, at ingen nødhjælp måtte fragtes ind i det palæstinensiske område.

Mere end to måneder senere blev der åbnet for nødhjælp, men mange kæmper fortsat for at få fat i mad og andre fornødenheder.

Kort tid inden genåbningen i maj udgav Unicef en rapport om fødevaremanglen i Gaza. Her fremgik det, at 470.000 mennesker stod over for "katastrofal sult", og at 71.000 børn i Gaza var i fare for akut underernæring.

Organisationen Gaza Humanitarian Foundation (GHF) har fået til opgave at uddele nødhjælp, men kritiseres for kun at være til stede få steder i Gaza.

Dermed risikerer palæstinensere at skulle rejse langt for at få fat i nødhjælp.

Flere gange er der opstået uroligheder i forbindelse med uddelingen af nødhjælp, og israelsk militær har afgivet skud, hvilket ifølge de palæstinensiske myndigheder flere gange har kostet palæstinensere livet.

GHF er finansieret af USA og Israel.

Forskellige FN-agenturer og ngo'er har nægtet at samarbejde med GHF, da de frygter, at organisationen tjener israelske militære formål.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT