Florida gør sig klar til endnu en ødelæggende orkan

7. OKT 2024 • 03:39UDLAND

Orkanen Milton ventes onsdag at ramme Floridas vestkyst. Guvernør advarer om oversvømmelser og strømsvigt.

I Florida gør indbyggere sig klar til blive evakueret, fordi orkanen Milton tager til i styrke over Den Mexicanske Golf og har kurs mod den amerikanske delstats vestkyst.

Det sker kort tid efter, at Florida blev ramt hårdt af den dødelige orkan Helene.

Milton er søndag blevet opjusteret fra en tropisk storm til nu at blive kategoriseret som en orkan.

Den ventes at gå i land i Florida onsdag, hvor den sandsynligvis vil ramme det tætbefolkede område omkring Tampabugten. Det oplyser USA's nationale center for orkaner (NHC).

Den nye orkan kommer til at ramme flere områder, som stadig er påvirket af konsekvenserne fra orkanen Helene, som gik i land i Florida den 26. september, lyder det videre.

Kevin Guthrie, der er leder af beredskabet i Florida, opfordrer befolkningen til at forberede sig på "den sandsynligvis mest omfattende evakuering, vi har set, siden orkanen Irma i 2017".

- Jeg opfordrer jer på det kraftigste til at lade jer evakuere, siger han på et pressemøde.

Omkring klokken 02 natten til mandag dansk tid befandt Milton sig cirka 1255 kilometer sydvest for Tampa.

Med en vindstyrke på 140 kilometer i timen betragtes Milton som en kategori 1-orkan på Saffir-Simpson-skalaen.

Almindelige storme er ikke omfattet af Saffir-Simpson-skalaen - kun orkaner. Skalaen er inddelt i fem kategorier, hvor kategori 1 er den med lavest vindstyrke.

Det anses dog som sandsynligt, at den vil blive opjusteret.

Guvernøren i Florida, Ron DeSantis, advarer om, at der er risiko for, at Milton vil medføre flere oversvømmelser og mere omfattende strømsvigt, end Helene gjorde.

- Der er nogle områder med mange murbrokker, så hvis de bliver ramt af en orkan, hvad kommer der så til at ske med de murbrokker? Det kommer til at øge antallet af skader markant, siger DeSantis.

- Det er alle mand på dæk for at flytte de murbrokker.

Da Helene hærgede i flere delstater, mistede 12 personer livet.

Ifølge DeSantis valgte flere borgere at blive i deres hjem i stedet for at lade sig evakuere.

Inden Miltons ankomst er seks hospitaler, 25 plejehjem og 44 opholdssteder blevet bedt om at evakuere deres beboere. På delstatens skoler er undervisningen desuden blevet aflyst fra mandag til onsdag.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT