Flere meldes dræbt i israelske luftangreb i Libanon

UDLAND5. SEP 2026 • 01:36

Israels militær beskylder Hizbollah for at have angrebet soldater med drone og har svaret igen med luftangreb.

Mindst tre personer er blevet dræbt, og 23 andre er såret efter israelske luftangreb i den sydlige og østlige del af Libanon fredag.

Det oplyser Libanons sundhedsministerium.

Fem områder er blevet mål for de israelske bombardementer, lyder det.

Israels militær skriver på det sociale medie X, at den militante libanesiske Hizbollah-milits angreb israelske soldater med en drone i det sydlige Libanon.

Som modsvar har Israels militær udført luftangreb i det sydlige Libanon, lyder det.

Ifølge det statslige libanesiske nyhedsbureau National News Agency (NNA) blev to unge mænd ramt, mens de kørte på en motorcykel i byen Nabatieh. Redningsfolk har ifølge nyhedsbureauet bragt deres lig til et lokalt hospital.

NNA skriver, at et af de israelske angreb fandt sted nær den strategisk vigtige højderyg Ali al-Taher i Libanon.

Israel meddelte torsdag, at det havde taget kontrollen over højderyggen. Israels forsvarsminister, Israel Katz, sagde, at militæret ville arbejde på at "forhindre fjenden i at genetablere sig i området".

Israel angreb fredag også landsbyen Rmadiyeh i Tyrus-området i det sydlige Libanon, som ligger over 10 kilometer fra grænsen til Israel.

Her blev den tredje person dræbt og 15 andre såret, herunder to børn, tre kvinder og seks redningsfolk, oplyser Libanons sundhedsministerium.

Israel og Hizbollah har angrebet hinanden siden marts, hvor Hizbollah trak Libanon ind i konflikten i Mellemøsten ved at sende raketter mod det nordlige Israel.

Det skete, efter at USA og Israel havde indledt en krig mod Iran og dræbt landets daværende øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.

Hizbollah er allieret med Iran.

Israel svarede igen med luftangreb og sendte soldater ind på landjorden i Libanon.

Ifølge libanesiske myndigheder har israelske angreb i landet dræbt over 4300 mennesker siden marts.

USA og Iran blev i midten af juni enige om et forståelsespapir, som forpligtede de to lande til at forhandle om en endelig fredsaftale.

Senere samme måned underskrev Israel og Libanon en rammeaftale.

Her blev det aftalt, at Israel skulle trække sig tilbage fra positioner i det sydlige Libanon, og at Libanons militær skulle sørge for sikkerheden i de pågældende områder.

Siden aftalen har der dog fortsat været meldinger om israelske angreb i det sydlige Libanon.

RITZAU/AFP

FÅ ABONNEMENT