KØB ABONNEMENT

Fire bjørne er blevet aflivet efter dødeligt angreb i Canada

UDLAND • 11. NOV 2026 • 00:35

En kvinde og hendes datter blev i sidste uge dræbt af bjørne i Canada. Myndigheder har nu aflivet bjørnene.

Fire brunbjørne er blevet indfanget og aflivet, efter at en kvinde og hendes voksne datter tidligere i november blev dræbt i et bjørneangreb i det vestlige Canada.

Det oplyser vildtmyndigheder i provinsen British Columbia tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

DNA-undersøgelser fra stedet, hvor angrebet fandt sted i sidste uge, har fastslået, at det var en hunbjørn og hendes tre unger, der dræbte de to kvinder nær en vandresti. Det er de fire bjørne, der er blevet indfanget og aflivet.

Kvinderne på 48 og 20 år var ude at gå en tur nær deres hjem tæt på byen Bella Coola, da de blev angrebet.

Bjørnene er blevet aflivet for at beskytte offentligheden, lyder det fra vildtmyndighederne i provinsen.

- Vores efterforskning har også vist, at angrebet sandsynligvis var et udtryk for rovdyrsadfærd, hvilket jeg kan fortælle jer, er meget sjældent, siger Jeff Tyre, der er inspektør for vildtmyndighederne, ifølge nyhedsbureauet AP.

- Det vil sige, at vi ikke ved, hvordan det begyndte, men vi ved, hvordan det endte.

Kvindernes lig blev fundet omkring 150 meter fra hinanden nær en vandresti uden for Bella Coola.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT