Filippinerne beskylder kinesiske skibe for farlige kollisioner

17. JUN 2024 • 17:18UDLAND

Konfrontationer til søs mellem Filippinerne og Kina bliver hyppigere og hyppigere i Det Sydkinesiske Hav.

Filippinernes regering beskylder skibe fra Kina for forsætligt at have sejlet ind i filippinske skibe og dermed at have bragt besætningerne i fare.

Det skal være sket i Det Sydkinesiske Hav, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Deres handlinger satte vores personels liv på spil og beskadigede vores både, lyder det i en udtalelse fra en taskforce, der er nedsat af regeringen, og som overvåger Det Vestlige Filippinske Hav.

Farvandet udgør en del af Det Sydkinesiske Hav.

Det er uklart, hvor mange skibe der er blevet beskadiget, og præcist hvornår sammenstødene fandt sted.

Kollisionerne skete ud for Second Thomas Shoal, der er et rev, der ligger cirka 200 kilometer vest for den filippinske ø Palawan.

Der har de seneste måneder været adskillige konfrontationer mellem filippinske og kinesiske skibe netop ud for Second Thomas Shoal.

Det filippinske militær har et krigsskib, der ligger fast ved revet for at markere, at Filippinernes gør krav på området.

Kina er et af flere andre asiatiskes lande, som påberåber sig retten til den pågældende del af Det Sydkinesiske Hav.

Konfrontationerne mellem de filippinske og kinesiske finder typisk sted, når der ankommer forsyninger til krigsskibet "Sierra Madre" og de filippinske soldater, der holder til ud for Second Thomas Shoal.

Mens Filippinerne anklager Kina for at stå bag de seneste sammenstød, retter Kina skytset den modsatte vej.

Kinas kystvagt beskylder således et filippinsk skib for tidligt mandag at have ignoreret flere advarsler fra kinesisk side, hvilket angiveligt førte til, at skibet fra Filippinerne sejlede ind i et kinesisk skib.

- Det nærmede sig det kinesiske fartøj på en uprofessionel måde, hvilket resulterede i en kollision, lyder det fra kystvagten.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT