Farages parti overhaler britiske konservative i meningsmåling

14. JUN 2024 • 06:43UDLAND

Nigel Farage og Reform UK får mere opbakning end Rishi Sunak og Det Konservative Parti i ny meningsmåling.

Nigel Farages parti, Reform UK, har for første gang overhalet premierminister Rishi Sunak og Det Konservative Parti i en meningsmåling.

Det fremgår af en meningsmåling foretaget af YouGov på vegne af avisen The Times.

Reform UK får opbakning fra 19 procent af vælgerne, mens Det Konservative Parti får opbakning fra 18 procent.

Labour får opbakning fra 37 procent af vælgerne.

Der er valg i Storbritannien 4. juli.

Meningsmålingen blev foretaget mellem 12. og 13. juni, efter at Sunak lovede at indføre skattelettelser for samlet set 17 milliarder pund - omkring 150 milliarder kroner - hvis han bliver genvalgt.

Nigel Farage er bedst kendt for sin årelange kampagne for at få meldt Storbritannien ud af EU. Hans bestræbelser bar frugt i 2016, hvor briterne stemte for at forlade unionen.

Han var selv medlem af Europa-Parlamentet fra 1999 frem til 2020, hvor Storbritannien udtrådte af EU og mistede dets mandater i parlamentet.

Reform UK blev i 2018 stiftet under navnet Brexitpartiet.

- Det her er vendepunktet. Den eneste spildte stemme lige nu er en stemme på Det Konservative Parti. Vi er udfordrerne til Labour og er på vej frem, siger Farage i en video lagt på det sociale medie X.

Trods den tilsyneladende stigende opbakning til Reform UK, er det usandsynligt, at partiet får mange - hvis overhovedet nogen - pladser i parlamentet.

Det skyldes, at opbakningen er spredt relativt ligeligt på tværs af landet, hvilket ikke nødvendigvis fører til pladser i parlamentet på grund af det britiske valgsystem.

Desuden viser andre meningsmålinger, at Det Konservative Parti er langt foran Reform UK.

Et anonymt parlamentsmedlem fra Det Konservative Parti fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at vedkommende ikke forventer, at tendensen ændrer sig til regeringspartiets fordel frem mod valget.

- Folk er trætte af Det Konservative Parti, men ikke af konservatisme. De flytter sig til et andet konservativt parti, lyder det.

Senest er kritikken væltet ned over 44-årige Sunak, der har været premierminister siden 25. oktober 2022, fordi han sidste uge forlod en række ceremonier i Normandiet før tid. Ceremonierne blev afholdt i anledningen af 80-års-dagen for D-dag

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT