Fængslet borgmester får over 13 millioner stemmer ved tyrkisk valg

23. MAR 2025 • 21:23UDLAND

Søndag har Tyrkiets største oppositionsparti afholdt valg for at udpege kandidat til præsidentvalg i 2028.

Søndag har der været primærvalg for det største oppositionsparti i Tyrkiet, CHP.

Her har Istanbuls fængslede borgmester, Ekrem Imamoglu, fået langt størstedelen af stemmerne.

Det skriver AFP.

15 millioner har ifølge tal fra Istanbuls rådhus stemt. Over 13 millioner har stemt på Imamoglu, lyder det ifølge AFP.

- 13.211.000 har vist deres solidaritet med Ekrem Imamoglu, lyder det i en erklæring fra rådhuset.

Det fremgår dog ikke, om Imamoglu officielt er blevet udpeget som CHP's præsidentkandidat til valget i 2028, som på forhånd var ventet.

Hele dagen har vælgerne strømmet til stemmebokse i 81 byer, efter at CHP åbnede afstemningen for alle, der ønskede at deltage.

Det var altså ikke kun partiets godt 1,7 millioner partimedlemmer, der kunne stemme.

Folk mødte op i så store antal, at afstemningen blev forlænget med tre en halv time.

Partiets favoritkandidat, Ekrem Imamoglu, blev i onsdags anholdt for korruption samt forbindelser til terrorisme.

Han og partiet har nægtet alle anklager og kaldt dem politisk motiverede.

Imamoglu anses for at være en markant rival til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Partiet kalder det et tidligt "kupforsøg" for at forhindre Imamoglu i at udfordre Erdogan ved næste præsidentvalg.

Anholdelsen skete, dagen efter at et tyrkisk universitet havde annulleret Imamoglus universitetsgrad.

Under den tyrkiske forfatning skal en præsident have en videregående uddannelse. Også det kaldes politisk motiveret.

I løbet af de seneste dage har enorme menneskemængder samlet sig uden for Istanbuls rådhus.

Demonstrationerne, der begyndte i Istanbul onsdag, har siden spredt sig til mere end 55 af Tyrkiets 81 provinser.

Det har udløst voldelige sammenstød med tyrkisk politi i det, der af AFP beskrives som landets værste gadeprotester i mere end et årti.

Søndag kom det også frem, at Istanbuls borgmester er blevet suspenderet fra posten. Det oplyste Tyrkiets indenrigsministerium.

Meldingen kom, efter at en tyrkisk domstol tidligere på dagen afgjorde, at Imamoglu skal fængsles.

CHP, der søndag afholder valg, er et socialdemokratisk politisk parti i Tyrkiet.

Partiet blev grundlagt i 1923 af Tyrkiets grundlægger og første præsident, Kemal Atatürk.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT