Europa tager hul på diskussion om Ukraine-fredsforhandler
Det er ikke nødvendigvis kun én person, der skal føre fredsforhandlinger, siger Irlands premierminister.
Europa bør udpege én statsleder, der kan få mandat til at repræsentere Europa ved fredsforhandlingerne med Rusland.Det fastslog Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, under sit besøg i København.
På topmøderne i Dublin torsdag og fredag vil de europæiske lande tage hul på diskussionen, siger Irlands premierminister, Micheál Martin.
Det er Irland, der i øjeblikket har EU-formandskabet og derfor er vært ved torsdagens møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab (EPC) og fredagens uformelle EU-topmøde.
- Spørgsmålet om, hvem der skal repræsentere Europa vil blive diskuteret i marginerne af mødet i Det Europæiske Politiske Fællesskab i dag og mere formelt i morgen under frokosten.
- Vi vil gerne se fremskridt, selvfølgelig, siger Micheál Martin.
I modsætning til Zelenskyj ser han dog ikke kun én person repræsentere Europa.
- Det er ikke nødvendigvis kun én person, men der skal være et klart lederskab fra EU. Der er åbenlyse kandidater, men dem vil jeg ikke spekulere i.
- Det vigtige er, at der er enighed om, hvem der repræsenterer EU, siger Micheál Martin.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har peget på "EU-institutionerne" som dem, der bør være i front.
Torsdag går Estland et skridt videre og peger direkte på formanden for Det Europæiske Råd, António Costa, og EU's udenrigspolitiske chef, Kaja Kallas, som de to personer, der bør repræsentere Europa.
- Europa har allerede valgt sine repræsentanter: Rådets formand António Costa og Kaja Kallas.
- Begge står klart til ansvar over for EU-landene, siger den estiske premierminister Kristen Michal til Politico.
Kaja Kallas er selv tidligere premierminister for Estland og er kendt for at føre en hård linje over for Rusland, som har opbakning i Norden og de baltiske lande.
Costa er tidligere premierminister i Portugal og har som mødeleder på EU-topmøderne til opgave at være en samlende figur for EU-landene.
Europas udfordring er dog, at de 27 medlemslande har forskelligt syn på forhandlingerne. En gruppe af lande har åbent sagt, at de ikke ønsker at betale mere for krigen. Det er Bulgarien, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet.
Andre lande som Danmark er til gengæld villige til at støtte Ukraine, så længe det behøves.
Derudover har de såkaldte E3-magter, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, næppe lyst til at forlade forhandlingsbordet, som de senest sad ved i Abu Dhabi.
De kan blive svære at sætte ud på sidelinjen, erkender Micheál Martin.
- Koalitionen af villige lande har haft stor betydning. Den er blevet drevet af Frankrig, Storbritannien og Tyskland.
- De har både effektivt påvirket Trump og været med til at sikre finansieringen af Ukraine. Blandt andet det 90 milliarder euro store EU-lån til Ukraine, siger Micheál Martin.
RITZAU
