EU sender 25 milliarder til Ukraine til køb af missiler og droner

UDLAND17. SEP 2026 • 22:26

Fredag udbetaler EU 3,3 euro - svarende til 25 milliarder kroner - til Ukraine, skriver von der Leyen på X.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, siger torsdag, at EU fredag vil udbetale 3,3 milliarder euro - svarende til 25 milliarder kroner - til Ukraine til indkøb af missiler og droner.

- Jeg har netop talt i telefon med præsident Zelenskyj. I morgen vil vi udbetale 3,3 milliarder euro til missiler og droner til Ukraine, skriver von der Leyen på X ifølge Reuters.

EU har siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 støttet Ukraine ved at fordømme den russiske invasion, indføre sanktioner samt yde finansiel og materiel støtte.

I sidste uge godkendte EU finansiering af Patriot-missiler gennem EU's støttelån til Ukraine.

Men der er "tydeligvis brug for mere", lyder det fra von der Leyen.

Derfor kan Ukraine også forvente, at EU vil yde mere støtte i den kommende tid, siger hun.

Samtidig opfordrer hun forud for FN's generalforsamling i New York i næste uge bredt til at øge støtten til Ukraine.

- Mit budskab til Ukraines venner verden over er enkelt: Europa øger sin støtte. Nu må andre også øge deres støtte, skriver von der Leyen.

EU har ud over direkte økonomisk hjælp til Ukraine også vist sin støtte i form af sanktionspakker mod Rusland.

Senest i juli, hvor EU vedtog den 21. sanktionspakke mod Rusland med fokus på energi, finansielle tjenesteydelser og kryptovaluta.

Pakken indeholder blandt andet skrappe restriktive foranstaltninger rettet mod den russiske økonomi samt Moskvas evne til at generere indtægter i energisektoren.

I februar vedtog EU et forslag om et EU-støttelån til Ukraine på 90 milliarder euro for 2026 og 2027.

Lånet skal hjælpe Ukraine med at opfylde sine akutte økonomiske behov som følge af Ruslands invasion. 60 milliarder euro af den pulje skulle gå til "opbygning af forsvarskapacitet og støtte til indkøb af militært udstyr".

RITZAU

FÅ ABONNEMENT