EU-ledere tager forsigtig imod Trumps aftale med Rusland om Ukraine

19. MAR 2025 • 12:30UDLAND

Von der Leyen og António Costa håber at Trumps aftale med Putin kan føre til en varig fred i Ukraine.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's præsident, António Costa, tager forsigtigt imod meldingen om en begrænset våbenhvile i Ukraine.

I en fælles meddelelse skriver de to EU-topledere, at de håber aftalen mellem USA og Rusland kan føre til fred i Ukraine.

- En omfattende, retfærdig og varig fred for Ukraine må være resultatet af denne forfærdelige krig.

- Vi håber, at gårsdagens telefonsamtale er et fremskridt i den retning, skriver de to EU-topledere.

De understreger samtidig, at de fortsat vil være "standhaftig" i støtten til Ukraine.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, regner med at tale med USA's præsident, Donald Trump, onsdag. Det skriver Reuters.

Zelenskyj er i øjeblikket i Finland, hvor han har holdt møde med landets præsident, Alexander Stubb.

Zelenskyj håber i samtalen at få flere detaljer om Trumps samtale tirsdag med Ruslands præsident, Vladimir Putin.

På sit sociale medie Truth Social, beskrev den amerikanske præsident efterfølgende telefonsamtalen som "rigtig god og produktiv".

Trump oplyste, at Rusland var gået med til en "øjeblikkelig våbenhvile" for angreb mod energiinfrastruktur.

Ifølge en udmelding fra det russiske regeringskontor skulle våbenhvilen gælde 30 dage, skriver Reuters.

Under pressemødet i Helsinki understreger Zelenskyj, at USA bør være "hovedaktøren" i overvågningen af den potentielle midlertidige våbenhvile på energiinfrastruktur.

Zelenskyj fortæller ligeledes, at Ukraine er klar til at sende en delegation til "yderligere diskussioner om en våbenhvile med USA".

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT