EU-ledere skal overveje øget pres på Israel på topmøde
EU-landenes ledere skal overveje "instrumenter og muligheder" i forhold til Israel, lyder det før topmøde.
- Grænsen er nået, og det har den været i noget tid.Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun torsdag på Folkemødet beskrev situationen i Gaza.
Her fastslog statsministeren, at der EU-regi overvejes sanktioner mod Israel. De kan måske komme på bordet inden for kort tid.
På EU-topmødet i slutningen af juni skal EU-landenes stats- og regeringsledere nemlig tage stilling til Israel og situationen i Gaza.
Det skriver EU's præsident, António Costa, torsdag i sin invitation til topmødet.
- Israel skal fuldt ud overholde international lov og sine internationale forpligtelser.
- Vi vil vurdere de instrumenter og muligheder, som Den Europæiske Union har til rådighed i denne henseende, skriver Costa forud for topmødet.
Dermed kan EU-landene være på vej til at øge presset på Israel.
Israel anklages for at blokere for nødhjælp til civilbefolkningen under krigen mod den militante bevægelse Hamas.
- Vi vil diskutere situationen i Mellemøsten med fokus på den forfærdelige situation i Gaza, skriver Costa i sin invitation til Mette Frederiksen og de øvrige stats- og regeringsledere for de 27 EU-lande.
Ifølge Costa har EU allerede lagt en klar linje i konflikten:
- Der er behov for sikker, hurtig og uhindret distribution af humanitær bistand, betingelsesløs frigivelse af alle gidsler, øjeblikkelig tilbagevenden til våbenhvilen og en permanent afslutning på fjendtlighederne med henblik på en omfattende, retfærdig og varig fred baseret på en tostatsløsning, skriver Costa.
Men det fremgår mellem linjerne, at Israel ikke er den medspiller, som EU håbede på i forsøget på at nå frem til fred.
Forud for EU-topmødet holder FN desuden en konference om muligheden for at gennemføre en tostatsløsning. Det sker i New York den 17.-20. juni.
Resultatet af den konference vil indgå i overvejelserne på EU-topmødet. Det møde håber Costa kan klares på én dag den 26. juni.
/ritzau/