EU-formandskab: EU er faldet bagud i den globale konkurrence

1. MAR 2023 • 18:39UDLAND

I 1990 udgjorde EU 25 procent af den globale økonomi, men det er faldet til 17 procent, siger EU-formandskab.

Vækst- og innovationsgabet mellem EU og dets konkurrenter som USA og Kina skal lukkes. Det er et af målene for det svenske EU-formandskab.

Det fastslår Håkan Jevrell, der statssekretær for den svenske minister for udenrigshandel, Johan Forssell.

- EU's andel af den globale økonomi er faldet fra 25 procent i 1990 til 17 procent i 2020. Det betyder, at den globale vækst over de seneste tre årtier primært er sket uden for Europa.

- Derfor er der brug for, at vi skærper Europas konkurrenceevne, siger Håkan Jevrell.

Den svenske regeringsrepræsentant deltog onsdag i et møde i Bruxelles, hvor målet var at diskutere mulighederne for at styrke EU's konkurrenceevne på området for lagring af grøn energi.

Det er der behov for, fastslår Jevrell.

De europæiske virksomheder er blandt andet udfordret af høj inflation, problemer med forsyningskæder og senest USA's grønne statsstøtteprogram samlet i den såkaldte Inflation Reduction Act.

- Vi hilser USA's bidrag til at bekæmpe klimaforandringerne velkommen. Men Inflation Reduction Act giver ulige konkurrencevilkår, siger Håkan Jevrell.

Den amerikanske pakke indeholder 2600 milliarder danske kroner til grøn omstilling af amerikanske virksomheder.

Den amerikanske statsstøtte er så enorm, at det har sat en skræk i livet på europæiske politikere.

EU-Kommissionen ventes derfor i midten af marts at komme med forslag, der skal imødegå den amerikanske statsstøtte.

På forhånd er der blandt andet lagt op til at lempe reglerne for statsstøtte i EU, så EU-landene også kan støtte deres grønne virksomheder.

Håkan Jevrell understreger dog, at den langsigtede konkurrenceevne også styrkes.

- Vi har brug for et stærkere indre marked. Flere handelsmuligheder, mindre bureaukrati, accelereret innovation og forudsigelige vilkår for virksomhederne.

- Det er nødvendigt for, at vi også i fremtiden kan tiltrække investeringer til EU, siger Håkan Jevrell.

EU-Kommissionens udspil ventes at blive det centrale punkt på det EU-topmøde, som venter den 23. og 24. marts.

Det vil ikke kun have betydning for økonomien, men også for EU's mulighed for at agere i en verden præget af uro, siger Håkan Jevrell.

- Et mere velstående Europa er også en mere indflydelsesrig aktør i dagens geopolitiske verden, siger Håkan Jevrell.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT