Kina indfører tilskud til børnepasning for at øge fødselsraten

28. JUL 2025 • 14:54UDLAND

De seneste tre år er Kinas befolkningstal faldet. Et nyt tilskud skal få flere kinesere til at få børn.

Kinas regering har indført et årligt tilskud til børnepasning på 3600 yuan - svarende til 3200 kroner - per barn, indtil det fylder tre år.

Det skriver det kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tilskuddet vil gælde i hele landet med tilbagevirkende kraft fra 1. januar.

Den statslige tv-station CCTV kalder tilskuddet for "en vigtig landsdækkende politik", der vil "forbedre befolkningens velfærd", skriver AFP.

- Det giver direkte kontante tilskud til familier over hele landet og bidrager dermed til at reducere omkostningerne ved at have børn, lyder det fra CCTV ifølge AFP.

Kina står midt i en demografisk krise, og befolkningstallet er faldet de seneste tre år.

Eksperter har ifølge nyhedsbureauet Reuters advaret om faldende fødselsrater som følge af den etbarnspolitik, som Kina førte fra 1979 til 2015.

Etbarnspolitikken blev indført i et forsøg på at bremse den massive befolkningstilvækst, som blev anset for at være en hindring for den økonomiske vækst i landet.

I 2010'erne blev det lovligt at få to børn, og siden 2021 har det været tilladt at få tre børn.

Ifølge Reuters har høje udgifter til både uddannelse og børnepasning samt usikkerhed på arbejdsmarkedet og en afmatning i økonomien medført, at færre unge kinesere i dag gifter sig og får børn.

I dag har Kina 1,4 milliarder indbyggere, men fremskrivninger fra FN viser, at landet i 2100 kan have 800 millioner indbyggere.

Det nye tilskud er et vigtigt signal fra den kinesiske regering, siger Emma Zhang, professor i demografi ved universitetet Yale. Men det kræver mere, hvis det skal ændre noget.

- Uden vedvarende strukturelle investeringer inden for områder som børnepasning, forældreorlov og jobbeskyttelse for kvinder vil fertiliteten formentlig forblive lav, siger hun ifølge Reuters.

I flere kinesiske provinser har man allerede indført tilskud, der skal få flere til at få børn.

I byen Hohhot får man et årligt tilskud på op til 100.000 yuan - næsten 90.000 kroner - når man har tre børn. Har man et eller to børn, er man berettiget tilskud på henholdsvis 10.000 og 50.000 yuan.

Ifølge AFP har mere end 20 provinser indført tilskud til børnepasning.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT