Erhvervsliv kalder behandling af Draghi-rapport forstemmende

16. SEP 2025 • 11:21UDLAND

Et år efter Draghi-rapporten er EU's svagheder øget, siger Mario Draghi. Nu skal der handling til, siger DI.

Forstemmende.

Sådan lyder reaktionen hos Dansk Industris administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, efter at Mario Draghi tirsdag gjorde status, et år efter at han offentliggjorde Draghi-rapporten.

Rapporten var ment som en alarmklokke, der skulle føre til omgående handling for at styrke EU's konkurrenceevne. Men det er ikke sket, fastslog Draghi tirsdag.

Det skuffer, men det overrasker ikke Lars Sandahl Sørensen.

- At Draghi nu, et år efter at hans rapport gav genlyd i hele Europa, siger, at udfordringerne kun er blevet større, er både forstemmende og rammende.

- Det er det samme billede, der tegner sig, når jeg taler med virksomheder og erhvervsledere i Danmark og Europa, siger Lars Sandahl Sørensen.

Draghi peger på, at bunker af regler fra Bruxelles, EU's tårnhøje energipriser sammenlignet med USA og Kina og manglende investeringer sender Europa stadig længere bagud i den globale konkurrence.

- Europa står i en dybt alvorlig sikkerhedssituation, og det fylder naturligvis meget. Men EU's konkurrencekraft er forudsætningen for den velstand, der gør, at vi rent faktisk kan forsyne og forsvare os selv. Derfor er det så vigtigt, at der handles nu, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han peger på, at Danmark lige nu har en særlig mulighed for at påvirke processen i kraft af EU-formandskabet.

Her har regeringen også valgt at sætte konkurrenceevne højt blandt prioriteterne. Men det er resultaterne, der tæller, siger Lars Sandahl Sørensen.

- Hvis ikke der sker konkrete fremskridt inden for eksempelvis regelforenkling, er opgaven ikke bestået.

- Regeringen har fokus på de rigtige ting, men der er desværre langt fra ord til handling i EU. Det skyldes blandt andet, at medlemsstater og EU-parlamentarikere alt for ofte sætter særinteresser over fælles fremskridt, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT