England ramt af hedebølge med tørke og presset vandforsyning
England er hårdt ramt af tørke og ser flere steder ind i sommerens fjerde hedebølge, der kan påvirke høsten.
Situationen med tørke i England er blevet så alvorlig, at manglen på vand nu klassificeres som "af national betydning".Det oplyser landets miljøagentur, EA, ifølge nyhedsbureauet AFP.
EA oplyser, at fem ud af Englands 14 regioner er påvirket af tørke, og at seks andre er påvirket af langvarigt tørt vejr og udtømte vandforsyninger.
Dele af England forbereder sig samtidig på sommerens fjerde hedebølge.
Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er definitionen på en hedebølge, at middelværdien af de højest registrerede temperaturer målt over tre dage samme sted overstiger 28 grader.
Englands nationale tørkegruppe, der omfatter regeringen, repræsentanter for landbruget og vandværker, har mødtes for at diskutere situationen.
- Vi opfordrer alle til at spille en rolle og hjælpe med at mindske presset på vores vandsystem, siger EA's vanddirektør, Helen Wakeham.
Næstformand for brancheforeningen National Farmers Union Rachel Hallos siger, at bekymringen vokser blandt landmændene, da de fortsat ser ind i ekstremt tørre vejrforhold.
- Nogle landbrug beretter om et betydeligt fald i udbyttet, hvilket er økonomisk ødelæggende for landbrugsvirksomheden og kan have konsekvenser for Storbritanniens samlede høst, siger hun.
49 procent af flodernes vandstand er under normalen, lyder det fra EA. I området Yorkshire i det nordlige England har man forbudt brugen af vandslanger.
Sommeren har været præget af hedebølger i store dele af Europa, og mange byer i Frankrig, Italien og Balkan har været hårdt ramt.
Mandag døde en fireårig rumænsk dreng af hedeslag i Italien, få dage efter at han blev fundet bevidstløs i sin families bil på øen Sardinien.
Mandag nåede temperaturen sit højeste i flere franske byer, hvor der blev slået temperaturrekorder. I den sydvestlige by Bordeaux viste termometeret 41,6 grader.
Skovbrande har tvunget myndigheder til at evakuere tusindvis af mennesker og har truet populære turistmål i Tyrkiet og Spanien.
Tyrkiet målte i år den varmeste juli, siden temperaturmålingerne begyndte for 55 år siden.
/ritzau/AFP