En dræbt og tre alvorligt kvæstet i påkørsel ved restaurant i Paris

18. JUL 2024 • 00:25UDLAND

En bil er kørt ind i et udendørs serveringsområde ved en restaurant i det østlige Paris. En er dræbt.

En person er dræbt og tre andre er i kritisk tilstand, efter at en bil er kørt ind i en gruppe gæster på en restaurant i Paris onsdag aften.

Det oplyser en kilde i fransk politi ifølge tv-stationen BFMTV og nyhedsbureauet AFP.

Bilen pløjede op på en terrasse uden for en restaurant i det østlige Paris, hvor folk sad og spiste.

Føreren af bilen er blevet anholdt, oplyser den franske anklagemyndighed ifølge AFP.

Tidligere oplyste kilder i politiet tv-stationen BFMTV, at føreren af bilen var stukket af, mens en passager i bilen var blevet anholdt.

Samtidigt lød det fra tv-stationen af den anholdte var påvirket af alkohol og rusmidler.

Ifølge anklagemyndigheden er det ikke fastlagt, om der overhovedet har været en passager i bilen.

Anklagemyndigheden oplyser ikke, om føreren af bilen var påvirket af alkohol og rusmidler.

Den anholdte er ikke blandt de kvæstede.

I alt er seks mennesker kvæstet, hvoraf tre af dem altså meldes i kritisk tilstand, siger en politikilde til AFP.

Der er ikke umiddelbart flere oplysninger fra officielt hold om, hvad der var årsag til, at bilen kørte ind på restaurantens udeservering.

Men en kilde i politiet siger til BFMTV, at bilens bane umiddelbart tyder på, at der er tale om en ulykke.

Politiet har undersøgt bilen og har ikke fundet sprængstoffer i den, fortæller borgmester for distriktet, Eric Pliez, ifølge AFP.

Bilen kørte ind i gæsterne på restaurant Le Ramus på Avenue du Père-Lachaise omkring klokken 19.30.

Gaden fører til en af Paris' berømte kirkegårde, hvor blandt andre Edith Piaf, Oscar Wilde, Jim Morrison og flere andre berømtheder er begravet.

Paris er vært for OL, der indledes 26. juli. Det medfører en øget sikkerhed i den franske hovedstad, der flere gange tidligere har oplevet blodige terrorangreb.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT