Ekspræsident forlader fængsel: Indlagt på sygehus i Sudan

26. APR 2023 • 11:17UDLAND

Sudans tidligere præsident Omar al-Bashir kræves retsforfulgt ved Den Internationale Straffedomstol.

Sudans tidligere mangeårige præsident Omar al-Bashir er blevet overflyttet fra et fængsel til et militærhospital i landets hovedstad, Khartoum.

Han blev overflyttet fra fængslet, inden kampe mellem Sudans væbnede styrker og den paramilitære gruppe RSF brød ud 15. april.

Det oplyser Sudans hær i en udtalelse ifølge Reuters.

En af al-Bashirs tidligere ministre Ali Haroun fortalte tirsdag, at han havde forladt det samme fængsel - Kober-fængslet - sammen med flere tidligere embedsmænd fra al-Bashirs regeringstid.

Onsdag formiddag oplyser indenrigsministeriet i Sudan, at RSF er brudt ind i Kober-fængslet og yderligere fire fængsler og har frigivet de indsatte.

Det skal være sket mellem 21. og 24. april.

Ifølge politiet i Sudan mistede adskillige fængselsbetjente livet, da RSF's soldater brød ind i Kober-fængslet, som ligger i Khartoum.

Både al-Bashir og Ali Haroun kræves retsforfulgt ved Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag. Det skyldes, at de er mistænkt for at have begået krigsforbrydelser i Darfur-provinsen i Sudan.

Omar al-Bashir ledte Sudan gennem tre årtier, indtil han blev afsat ved et militærkup i 2019. Kuppet var blandt andet orkestreret af RSF, som nu kæmper mod Sudans militær.

Efter afsættelsen af Omar al-Bashir blev en kombineret militær-civil regering etableret, men den blev væltet ved endnu et kup i oktober 2021.

Siden da har Sudan været ledet af et råd bestående af generaler.

I centrum af den aktuelle strid står to militærmænd: General Abdel Fattah al-Burhan og general Mohamed Hamdan Dagalo. Han er bedre kendt som Hemedti.

Al-Burhan er leder af hæren og er Sudans de facto præsident. Hemedti står i spidsen for RSF.

De er uenige om, hvilken retning landet skal bevæge sig i - herunder potentielle skridt mod et civilt styre.

I december sidste år blev der indgået en rammeaftale for at bringe magten tilbage i hænderne på civile, men forhandlingerne om de endelige detaljer i aftalen mislykkedes.

Det har ført til de aktuelle voldelige sammenstød i landet.

Tirsdag begyndte en tre døgn lang våbenhvile. Alligevel var der ifølge Reuters kampe flere steder tirsdag aften. Mens konflikten fortsætter, fortsætter evakueringen af udlændinge fra Sudan.

En lang række lande har siden lørdag hentet deres diplomater og øvrige statsborgere ud af landet.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU