Mindst 30 meldes dræbt efter eksplosion ved moské i Pakistan
Det var tilsyneladende en selvmordsbombe, der forårsagede eksplosion ved moské i Islamabad.
En eksplosion ved en shiamuslimsk moské i den pakistanske hovedstad, Islamabad, har fredag dræbt mindst 30 personer.Derudover er 130 personer blevet såret.
Det oplyser en kilde i politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Eksplosionen blev udløst af en person, der sprængte sig selv i luften, fortæller en talsmand for pakistansk politi til nyhedsbureauet dpa.
Det skete, samtidig med at der var fredagsbøn i moskéen, som ligger i en forstad til Islamabad.
Kilder i politiet fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at gerningsmanden blev stoppet ved indgangen til moskéen, hvorefter en bombe blev detoneret.
Det er foreløbig uvist, hvem der stod bag eksplosionen. Ingen har taget skylden for angrebet.
Shiamuslimer er en minoritet i det overvejende sunnimuslimske Pakistan og har jævnligt været mål for militante angreb.
Den sunnimuslimske gruppe Tehreek-e-Taliban Pakistan har blandt andet gennemført angreb mod shiamuslimer.
/ritzau/
