Driften i Berlins lufthavn er fortsat ramt af cyberangreb
Hen over weekenden blev flere europæiske lufthavne ramt af cyberangreb. Onsdag er der stadig aflysninger.
I Berlin Brandenburg Lufthavn i Tyskland er der fortsat forsinkelser og aflysninger efter et cyberangreb, som ramte i weekenden.Det oplyser lufthavnen til nyhedsbureauet dpa.
- Selskabet har informeret os om, at det kan tage flere dage at få systemet til at fungere fuldt ud igen.
- Det er meget uheldigt og kom som en overraskelse, siger en talsperson for lufthavnen til dpa.
Det vides endnu ikke, præcis hvornår driften i lufthavnen er tilbage til normalen.
Siden angrebet har Berlin Brandenburg Lufthavn haft udfordringer med check-in, boarding og bagagehåndtering. Flyselskaberne har blandt andet håndteret situationen ved at tjekke passagererne ind manuelt.
Onsdag opfordres passagerer til på forhånd at tjekke, om deres fly går som planlagt.
Cyberangrebet ramte fredag aften og påvirkede også Heathrow Lufthavn i London og Bruxelles Lufthavn.
Sidstnævnte var hårdt ramt og måtte mandag bede flyselskaber om at aflyse halvdelen af deres flyafgange.
Onsdag kan angrebet stadig mærkes i Bruxelles Lufthavn - dog i langt mindre grad. I Heathrow Lufthavn afvikles langt de fleste flyafgange som normalt.
Men begge lufthavne opfordrer til, at man som passager tjekker sin flyafgang, inden man tager til lufthavnen.
EU's agentur for cybersikkerhed, Enisa, identificerede mandag episoderne i de europæiske lufthavne som et cyberangreb.
Det drejede sig om et såkaldt ransomwareangreb.
Det betyder, at en gerningsmand spærrer den retmæssige brugers adgang til et it-system. Adgangen kan gives igen ved udbetalingen af en løsesum eller "ransom" på engelsk - heraf navnet.
Cyberangrebet var rettet mod selskabet Collins Aerospace, som leverer check-in-software til lufthavne.
Det vides endnu ikke, hvem der står bag angrebet.
/ritzau/