Drabsdømt kvinde får omstødt sin dom efter 43 år i fængsel

16. JUN 2024 • 04:22UDLAND

Den 63-årige amerikanske kvinde Sandra Hemme har fredag fået omstødt en dom for drab på en bibliotekar i 1980.

Drabsdømte Sandra "Sandy" Hemme fra delstaten Missouri i USA har efter 43 år i fængsel fredag amerikansk tid fået omstødt sin dom. Det skriver The Guardian.

Nu 63-årige Hemme blev i 1980 dømt for drabet på bibliotekaren Patricia Jeschke.

Det skete, efter at Hemme kom med inkriminerende udtalelser til politiet, imens hun var psykiatrisk patient.

Ifølge Hemmes advokater ved The Innocence Project er hun den amerikanske kvinde, der har siddet længst i fængsel for en forbrydelse, som hun senere er kendt uskyldig i, skriver The Guardian.

Fredag afgjorde dommer i retskredsen i Livingston County i Missouri, Ryan Horsman, at der er fundet beviser i drabssagen, som direkte knytter sig til en lokal politibetjent, som senere kom i fængsel for en anden forbrydelse og nu er afgået ved døden.

Dermed er der "klare og overbevisende" beviser, som vidner om, at Hemme er uskyldig, lyder det fra dommeren.

Til at begynde med erklærede Hemme sig skyldig i forbrydelsen for at undgå dødsstraf. Hendes dom blev anket, men i 1985 blev hun igen dømt i en retssag, hvor det eneste bevis var hendes tilståelse.

Hemme, dengang 20 år gammel, modtog behandling for hallucinationer, derealisering og stofbrug, da hun blev afhørt af politiet, lyder det ifølge The Guardian fra advokaterne.

Over en række afhøringer afgav Hemme modstridende forklaringer om drabet, mens hun blev behandlet med antipsykotiske stoffer, siger advokaterne.

Steven Fueston, en pensioneret betjent fra politiafdelingen i St. Joseph, afgav vidneforklaring i sagen. Han sagde, at han stoppede en af afhøringerne, fordi "hun ikke virkede helt sammenhængende".

I dommerkendelsen fredag fremgår det, at der ikke er "noget bevis overhovedet, der knytter hende (Hemme, red.) til forbrydelsen, ud over Hemmes upålidelige udtalelser".

Tilmed skriver dommeren, at disse udtalelser er afgivet, "mens hun var i psykisk krise og fysisk smerte".

Missouris justitsministerium, som har holdt fast i, at Hemmes dom skulle opretholdes, har ikke kommenteret dommerens kendelse. Det skriver lokalavisen The Kansas City Star.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT