Donald Trump har været til samtale med kriminalforsorgen
Donald Trump, USA's tidligere præsident, var mandag til en samtale med kriminalforsorgen på under 30 minutter.
Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump har mandag været til samtale med en tilsynsførende i delstaten New Yorks kriminalforsorg.Samtalen, der tog mindre end 30 minutter, kommer forud for strafudmålingen i den sag, hvor Trump er blevet kendt skyldig i at have fusket med bogføringen af en betaling til pornoskuespillerinden Stormy Daniels.
Ifølge amerikanske medier deltog Trump i samtalen via en videoforbindelse fra sit hjem Mar-a-Lago i delstaten Florida.
Strafudmålingen finder efter planen sted 11. juli, blot fire dage før det republikanske konvent, hvor Trump formelt ventes at blive valgt som partiets præsidentkandidat.
Det er normal praksis for dømte at blive kaldt til samtale i kriminalforsorgen. Typisk vil man blive spurgt ind til sin eventuelt kriminelle historik, familie og jobsituation.
Desuden vil der normalvis blive foretaget et sundhedstjek - både fysisk og psykisk.
Resultatet af samtalen vil efterfølgende blive sendt til sagens dommer.
- Præsident Trump og hans juridiske hold gør alt, hvad de kan for at bekæmpe og omstøde kendelsen, siger ekspræsidentens kommunikationsdirektør, Steven Cheung.
Trump blev kendt skyldig i alle 34 anklagepunkter i tys-tys-sagen, der udsprang af, at Trump betalte penge til Daniels i valgkampen i 2016 for at få hende til at tie om et seksuelt forhold, de havde i 2006.
Hver enkelt tiltale har en strafferamme på op til fire års fængsel. Sandsynligvis vil han dog kunne afsone de eventuelle straffe på samme tid, hvorfor strafferammen ikke ventes at overstige fire år i alt.
Han kan dog også risikere husarrest, at dommen bliver gjort betinget, eller andre former for straffe.
Bliver dommen gjort betinget, kan Trump risikere at ende i fængsel ved yderligere lovbrud. Han er stadig tiltalt i tre andre straffesager om blandt andet hans angivelige forsøg på at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020.
/ritzau/AFP