Dinosaurskelet solgt for over en kvart milliard i rekordhandel

17. JUL 2024 • 17:42UDLAND

Dinosaurskelettet "Apex" blev onsdag solgt for 44,6 millioner dollar, hvilket svarer til 304 millioner kroner.

44,6 millioner dollar eller 304 millioner kroner.

Så meget brugte en foreløbig ukendt køber onsdag på det, der beskrives som et af de mest komplette skeletter, der nogensinde er fundet af dinosaurarten stegosaurus.

Skelettet, der kaldes "Apex", blev solgt på auktionshuset Sotheby's i New York.

Beløbet er det højeste, der nogensinde er blevet betalt for et fossil eller skelet på en auktion, skriver Sotheby's på det sociale medie X.

Det var lige ved, at auktionen var sluttet ved 25 millioner dollar, men i sidste øjeblik blev der givet et højere bud, og så endte prisen altså med at blive skruet endnu højere op.

"Apex" blev opdaget i maj 2022 nær byen Dinosaur i delstaten Colorado og menes at være mellem 146 og 161 millioner år gammel.

Der er blevet fundet 254 ud af 319 knoglestykker, hvilket svarer til cirka 80 procent. De resterende stykker er blevet 3D-printet eller skulptureret.

Skelettet er 3,3 meter højt og 8,2 meter fra næse- til haletip.

Undersøgelser af de fundne knoglestykker viser ifølge Sotheby's, at de tilhørte et stort, robust og voksent dyr. Der er ligeledes fundet tegn på gigt, hvilket peger i retning af, at dinosauren var oppe i årene, da den døde.

Der er ingen tegn på, at "Apex" har været i kamp.

Stegosaurus var en planteædende dinosaur og er kendetegnet ved at have plader på ryggen. Det er dog uvist, præcis hvad pladerne har været brugt til.

Stegosaurus havde en hjerne på størrelse med en blomme.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT