Depardieu ankommer til overgrebssag og afviser på ny alle anklager
- Alle anklagerne er falske, siger skuespilleren Gérard Dépardieus advokat, før sag går i gang.
Den franske skuespiller Gérard Dépardieu er ankommet til en domstol i Paris i forbindelse med anklager om seksuelle overgreb mod to kvinder.Ifølge anklagerne skete overgrebene under optagelserne til filmen "Les volets verts" ("De Grønne Skodder", red.), som udkom i 2022. Overgrebene skal være sket i 2021.
Den 76-årige skuespiller, der har været med i over 200 film og serier, er blevet mødt af et voksende antal anklager om overgreb, men har løbende nægtet sig skyldig.
Dette er den første af sagerne, som kommer for en domstol.
- Alle anklagerne er falske, siger Depardieus advokat, før sagen går i gang.
En af de to kvinder - en scenograf - siger, at hun blev udsat for overgreb, chikane og sexistiske fornærmelser i forbindelse med optagelserne.
Hun har til det undersøgende medie Mediapart sagt, at Depardieu begyndte højlydt at bede om en ventilator under optagelserne, fordi han "ikke engang kunne få den op at stå" i varmen.
Hun hævder, at Depardieu pralede med at "kunne give kvinder orgasme uden at røre dem", og en time senere tog han "brutalt" om hende, siger hun.
Skuespilleren skal have taget hende blandt andet på maven og fortsat op til hendes bryster, siger hun. Undervejs skal han have holdt hende fast med sine ben.
Retssagen, som oprindeligt var sat til at starte i oktober, er tidligere blevet udsat på grund af skuespillerens dårlige helbred.
Den anden kvinde, som retter anklager mod skuespilleren i sagen, er instruktørassistent.
I alt har omkring 20 kvinder beskyldt Depardieu for krænkende adfærd på forskellige vis, men adskillige sager er blevet droppet på grund af forældelsesfristen.
Gérard Depardieu er en af de mest kendte skuespillere i Frankrig. Han har medvirket i utallige franske film, men også internationale film som "Hamlet", "Life of Pi" og Ole Bornedals "Jeg er Dina".
/ritzau/AFP