Mad er kommet ind i det nordlige Gaza via ny militærvej

13. MAR 2024 • 03:49UDLAND

Ifølge WFP er der tirsdag kommet mad til 25.000 mennesker ind i det nordlige Gaza via en ny militærvej.

En nødhjælpskonvoj med mad er tirsdag kommet ind i det krigshærgede Gaza via en ny militærvej.

Det oplyser det israelske militær, IDF.

Seks lastbiler med nødhjælp fra FN's Fødevareprogram (WFP) er kørt ind i den nordlige del af Gaza via den såkaldte 96. indgang.

Det sker som en del af et pilotsystem, der skal forhindre, at nødhjælpen falder i hænderne på den væbnede palæstinensiske gruppe Hamas, siger IDF.

Lastbilerne var tidligere blevet tjekket ved grænseovergangen Kerem Shalom.

Resultaterne af tirsdagens indsats skal præsenteres for den israelske regering.

Tidligere tirsdag lød det fra WFP, at organisationen havde leveret nok mad til 25.000 mennesker i Gaza By. Det var FN-agenturets første succesfulde konvoj ind i det nordlige Gaza siden 20. februar.

- Mennesker i det nordlige Gaza er på randen af hungersnød, så der er behov for leverancer hver dag, og vi har brug for indgangssteder direkte til nord, lyder det fra WFP i et opslag på X.

Den grusvej, som konvojen brugte i overensstemmelser med instruktioner fra den israelske regering, deler den stribe kyst, der ligger syd for Gaza By, i en østlig og vestlig del, der har været besat af israelske styrker, siden Israels krig mod Hamas begyndte for fem måneder siden.

Ruten løber fra den israelske grænse nær kibbutzen Be'eri til Middelhavets kyst. Be'eri er en af de kibbutzer, der blev angrebet under Hamas' angreb på Israel 7. oktober.

Ved angrebet 7. oktober blev 1200 personer dræbt. Omkring 240 blev kidnappet og taget med til Gaza.

Israel har besvaret angrebet med heftige luftangreb og en landoffensiv.

Ifølge sundhedsministeriet i Gaza, der er kontrolleret af Hamas, er flere end 31.000 palæstinensere blevet dræbt i Gaza siden krigens start. De fleste af dem er kvinder og børn.

Israel har fået international kritik for den humanitære katastrofe, der er i gang med at udfolde sig i Gaza.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT