Demonstranter krævede retfærdighed efter dødsbrand i Schweiz

31. JAN 2026 • 20:52UDLAND

40 personer mistede livet i en brand, der brød ud nytårsnat på en bar i skisportsområdet Crans-Montana.

Flere hundrede demonstranter har lørdag deltaget i en march i den schweiziske by Lutry, hvor de forlangte "retfærdighed og sandhed" i forbindelse med den dødsbrand, der fandt sted i skisportsområdet Crans-Montana nytårsnat.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

40 personer - hovedsageligt unge - mistede livet i branden, der brød ud på baren Le Constellation. Samtidig kom over 100 andre til skade.

Flere af ofrene kom fra Lutry, som ligger tæt på storbyen Lausanne og cirka 120 kilometer fra Crans-Montana.

En af deltagerne i marchen var Laetitia Brodard-Sitre, der mistede sin søn i branden.

- Jeg vil vide, hvorfor vores børn, heriblandt min søn, ikke kunne komme ud. Hvorfor? sagde hun til AFP.

Lørdagens march begyndte ved et stadion, der tilhører den lokale fodboldklub. Syv af dens spillere blev dræbt i branden.

Derefter stoppede marchen foran en kirke, hvor klokkerne ringede i fem minutter, mens flere demonstranter lagde blomster, hvorefter de vendte tilbage til stadionet.

Borgmesteren i Crans-Montana, Nicolas Feraud, sagde få dage efter branden, at der ikke blev foretaget nogen formelle undersøgelser af sikkerheden på baren fra 2020 til 2025.

- Kommunalbestyrelsen har taget til efterretning, at de periodiske kontroller mellem 2019 og 2025 ikke blev gennemført i overensstemmelse med reglerne, og vi beklager dette dybt, sagde borgmesteren.

Ifølge AFP er der angiveligt indledt en efterforskning mod en person, der har haft ansvaret for sikkerhedskontrollen i baren.

Den foreløbige efterforskning peger på, at branden opstod, da stjernekastere, der var placeret i champagneflasker, kom for tæt på loftet og antændte det, da de blev båret gennem baren.

Der opstod panik blandt gæsterne, og de fleste af dem søgte mod den samme trappe for at slippe ud af baren, der ligger i en kælder.

En bagdør i et personalerum kunne have været brugt som udgang, men den var låst, har Jacques Moretti, hustru til barejeren Jacques Moretti, forklaret under en afhøring.

De er mistænkt for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og uagtsom brandstiftelse.

Begge er franske statsborgere.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT