De første valgsteder er lukket ved USA's præsidentvalg

6. NOV 2024 • 00:36UDLAND

Valgsteder er ved midnat dansk tid lukket i Kentucky og Indiana. Inden længe følger den første svingstat.

De første valgsteder ved USA's præsidentvalg er ved midnat dansk lukket i den østlige del af delstaten Kentucky og i det meste af Indiana.

De kommende timer vil en lang række valgsteder løbende lukke. Heriblandt i resten af Kentucky og Indiana.

Klokken 01.00 dansk tid begynder det særligt at blive interessant, når den første svingstat lukker valgstederne. Det sker i delstaten Georgia, hvor der er 16 valgmænd på spil.

I alt syv delstater er på forhånd blevet udråbt som svingstater.

Det er steder, hvor både Demokraternes præsidentkandidat, Kamala Harris, og Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, gør sig forhåbninger om at vinde.

Foruden Georgia er svingstaterne Arizona, Michigan, Nevada, North Carolina, Pennsylvania og Wisconsin.

Der går lidt tid endnu, før de første spændende resultater begynder at rulle ind, og potentielt kan der gå flere dage, før vi kender det endelige resultat.

Ved det amerikanske præsidentvalg er det typisk medierne, der i løbet af valgnatten erklærer vinderen i de forskellige delstater - og til sidst den samlede vinder.

Det sker på baggrund af omfattende analyser af de allerede afgivne stemmer og af eksempelvis historisk valgdata og antallet af ikke-optalte stemmer.

Der bliver også lavet valgstedsmålinger, som man kender det fra Danmark, men de bliver ikke på samme måde brugt til at spå om selve resultatet.

I stedet kan de blandt andet sige noget om, hvorfor folk har stemt, som de har.

Analyseinstituttet Edison Research har tirsdag gennemført en valgstedsmåling, som nyhedsbureauet Reuters har bragt.

Den viser blandt andet, at 44 procent af vælgerne siger, at de har et positivt syn på Donald Trump. Det tal var 46 procent i 2020.

54 procent har et negativt syn på Trump, hvilket er lidt højere end i 2020, hvor tallet var 52 procent.

48 procent af vælgerne ser positivt på Kamala Harris. Det tal var for Joe Biden 52 procent i 2020. 50 procent ser negativt på Kamala Harris. Det tal var 46 procent for Joe Biden i 2020.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT